Fra 1936-39 udspillede der sig i Spanien en blodig borgerkrig mellem den demokratisk valgte centrum-venstre-regering og så den militære og politiske højrefløj sekunderet af konservative katolske kræfter. Det samlede antal døde skønnes at være ca. 600.000. Udover dræbte kombattanter var der på begge sider mange civile ofre. Dels pga. artilleri- og luftangreb, som fx tyskernes bombning af byen Guernica, og dels pga. de krigsførendes vilkårlige henrettelser.
Med regeringen og antifascisternes nederlag opløstes republikken, hvorefter Spanien indtil 1975 var underlagt general Francos militærdiktatur, som efter sejren fortsatte med at fængsle og henrette titusindvis af regimemodstandere. Heraf mange fra arbejderbevægelsens forskellige organisationer. Samtidig drog flere hundredtusinder i eksil.
Umiddelbart efter at folkefronten med en lille margen havde vundet valget i 1936 begyndte konservative og monarkistiske officerer at planlægge et militæroprør. Sådanne konspiratoriske ambitioner havde siden det mislykkede militærkup i 1932 levet videre i bl.a. det hemmelige officersselskab Unión Militar Espanôla (UME), som udsprang af det fascistiske parti, Den Spanske Falangen.
Udover nostalgien efter Miquel Primo de Riveras militærdiktatur fra 1923 til 1930, så blev højrekræfterne mobiliseret af regeringens planer om en militærreform, indhug i kirkens privilegier og regionalt selvstyre, som anfægtede Spaniens enhed. Og ikke mindst faren for en social revolution der bl.a. ville ramme de store jordejere og deres ønske om feudale tilstande.
Militærets kupforsøg
Den 17.7.1936 igangsatte militæret ledet af general Franco. som først i sidste øjeblik havde tilsluttet sig kupmagerne, oprøret i Spansk Marokko. Efter at have nedkæmpet regeringsloyale styrker og bevæbnede arbejdere, startede en systematisk jagt på alle med den mindste sympati for republikanske partier. Ved modstand blev man henrettet på stedet. Efterfølgende spredte oprøret sig til resten af landet, hvor samme mønster gentog sig, men med forskellige grader af modstand. Men alle steder foregik der massehenrettelser af arbejdermilitser og medlemmer af arbejderorganisationer og de republikanske partier.
Det styrkede nationalisterne meget, både i opstandens indledende fase og senere under borgerkrigen, at de hurtigt fik overført mauriske lejesoldater og tercios (fremmedlegionen) fra Marokko til fastlandet. Transporten stod det tyske og italienske luftvåben for.
I Triana nedslagtede fremmedlegionærerne et helt arbejderkvarter, som var forsvarsløse fordi regeringsmyndighederne ikke ville udlevere våben til dem. En strid blandt republikanerne, som gentog sig rundt i landet. I havnebyerne Malaga og Huelva lykkedes det at nedkæmpe nationalisterne. I Barcelona var både kommandanten, civilgarden og sikkerhedsstyrkerne, Asaltos, loyale overfor republikken. Det i modsætning til i bl.a. Gammel Castilien, hvor nationalistiske officerer sammen med civilgarden og Falangen de fleste steder overmandede de regeringsloyale soldater. Da heller ikke den catalanske regeringsleder i første omgang ville bevæbne befolkningen, tog anarko-syndikalistiske arbejdere selv våbnene fra hærens depoter. Og sammen med militæret fik de afvist kupmagernes angreb. Da nationalisterne d. 19.7 kom til Madrid blev de mødt af loyale enheder fra artilleriet, luftvåbenet og sikkerhedsstyrkerne. Samt ikke mindst arbejderne fra den socialistiske fagforening UGT og den anarko-syndikalistiske CNT. De var også først blevet nægtet våben, hvorefter yngre officerer havde udleveret 5.000 rifler til dem.
Med landet nogenlunde lige delt mellem republikanerne og nationalisterne ændrede kampen karakter. Pga. modstanden var kupforsøget mislykket og udviklet til en mere konventionel krig, en borgerkrig.
Arbejdermilitserne
Da der efter udskiftning på premierministerposten blev åbnet op for bevæbning af befolkningen ude i provinserne, mistede centralmagten betydelig indflydelse. Da våbnene i stor udstrækning blev fordelt til de nyoprettede militser gennem de faglige organisationer, fik især den socialistiske fagforening UGT, men i visse områder også den anarko-syndikalistiske CNT en betydelig lokal magt. Hvilket gav ikke mindst CNT og anarkisterne i FAI mulighed for at forfølge yderligere mål end alene forsvaret for republikken. Dvs. lave en social revolution, som særligt rettede sig imod kirken og jordejerne. Det foregik primært i Aragonien og Catalonien, hvor man konfiskerede godsejerjord og fabrikker fra politiske krigsmodstandere og oprettede arbejderråd til at styre dem. Også den socialistiske fagforening UGT medvirkede i et vist omfang. Mens der de steder, hvor kommunisterne i PCE stod stærkt, efter ordre fra Moskva, ikke foregik meget revolutionær aktivitet. Tværtimod bekæmpede kommunisterne i regeringsapparatet de sociale landvindinger, som især anarkisterne havde opnået. Folkefrontsregeringens politik blev i stigende omfang underlagt Sovjetunionens interesser. Bl.a. ville Moskva ikke skade sine alliancemuligheder med Frankrig ved at støtte en revolutionær udvikling i dets naboland.
I Barcelona, hvor anarkisterne var den stærkeste politiske faktor, overtog arbejdernes råd og civile administration den udøvende magt. Hvilket skabte en permanent konflikt med de officielle regeringsmyndigheder og deres støtter, især kommunisterne. Det førte senere til regulære gadekampe med mange dræbte, da man ville afvæbne de anarkosyndikalistiske og venstresocialistiske militser og ophæve rådsstyret.
De Internationale Brigader stiftes
De første udenlandske frivillige var spontant og af egen drift rejst til Spanien kort tid efter generalernes iværksatte deres opstand. Her var de blevet optaget i de forskellige nyoprettede militser. Men i efteråret 1936 begyndte man at opstille fem frivillige internationale hærenheder under central kommando til afløsning for de fleste af militserne. Initiativet kom fra lederen af de franske kommunister og Kominterns Vestbureau og brigaderne blev ledet af et triumvirat af én fransk og to italienske kommunister. Og efter Sovjetisk forbillede blev hærenhederne udstyret med politiske kommissærer.
Rekrutteringen overlod man til de nationale kommunistpartier, men under Kominterns kontrol. Sammen med våbenhjælpen til den spanske regering blev det Sovjetunionens vej til indflydelse i Spanien. Og medvirkende til at det ellers lille spanske kommunistpartis fik vokseværk og uforholdsmæssig stor indflydelse under borgerkrigen.
I overensstemmelse med Kominterns antifascistiske folkefrontsstrategi rekrutterede man ikke kun kommunister. Den italienske Garibaldi-brigade var således ledet af Randolfo Pacciardi fra Italiens Republikanske Parti og ikke-kommunistisk.
Hvem blev spaniensfrivillig?
Andelen af DKP/DKU-medlemmer og sympatisører udgjorde 60% af de danske frivillige, mens 40% ikke var kommunister, men en blandet gruppe af DSU’ere, trotskister og syndikalister. Samt lige så mange partiløse, heriblandt enkelte borgerlige demokrater og kristelige humanister.
Gennemsnitsalderen for de internationale frivillige var relativ høj. Bedst repræsenteret var de 31-35-årrige, som især bestod af politiske flygtninge. Derefter kom de 26-30-årige, de 36-40-årige samt de 20-25-årrige, som var den aldersgruppe, de fleste de danske frivillige tilhørte. Aldersgennemsnittet antyder, at for de fleste var beslutningen et bevidst valg. Og i hvert fald ikke alene motiveret af ungdommelig eventyrlyst. For de danske frivillige peger den store andel med en organiseret politisk baggrund på ideologiske motiver, som en mobiliserende faktor. Derudover kan arbejdsløshed o.a. sikkert også have spillet en rolle.
Internationaliseringen af borgerkrigen
Der var 55 nationer repræsenteret i De Internationale Brigader. Flest franskmænd og dernæst italienere, tyskere og østrigere, som typisk var politiske flygtninge. Af sovjetborgere deltog kun 600 og det som våbeninstruktører. Fra Danmark kom der ca. 500, lidt flere fra Sverige og 250 fra Norge. I 1838 blev der dannet en skandinavisk bataljon med 50% spaniere. Men ellers var der danskere i alle 6 brigader, hovedparten i den tyske 11. brigade. Selvom brigaderne kom til at organisere de fleste internationale frivillige, så var de også forsat at finde i de forskellige militser på venstrefløjen. Fx i det venstresocialistiske POUM. Det samlede antal spaniensfrivillige anslås til omkring 60.000, men aldrig flere end 20.000 i kamp samtidig.
Ikke-interventionspolitikken
Internationaliseringen af borgerkrigen omfattede også deltagelsen af 75.000 soldater fra Mussolinis Italien og 20.000 fra Nazityskland. Med England i front førte de såkaldte demokratiske lande, herunder Danmark, en ikke-interventionspolitik, som modarbejdede eller direkte kriminaliserede rekrutteringen af frivillige. Og samtidig nægtede våbensalg til både den demokratisk valgte regering og de fascistiske kupmagere. Helt modsat Tyskland og Italien hvis våbenstøtte til nationalisterne fik afgørende betydning for borgerkrigens udfald.
I november 1938 begyndte den spanske regering at sende de internationale brigadister hjem efter pres fra den internationale ikke-interventionskomite. Man havde det -naive- håb, at Tyskland og Italien så også ville trække deres soldater ud af Spanien. Hvad dog ikke skete, hvilket reelt beseglede republikkens skæbne.
De litterære brigader og de lyriske bataljoner
80 % af de Spaniens-frivillige kom fra arbejderklassen. For de skandinaviske lande var andelen oppe på 90-95%. Men også forholdsmæssig mange forfattere, intellektuelle, journalister o.a. bidrog til kampen mod fascismen. De internationale enheder blev derfor omtalt som de litterære brigader og de lyriske bataljoner. Skribenterne tjente republikken enten som soldater eller med deres faglige metier - eller begge dele. Bl.a. den franske forfatter André Malraux som ledede en flyvereskadrille, og den britiske George Orwell som kæmpede i det venstresocialistiske POUM’s milits og skrev herom i Hyldest til Catalonien (1938). Fra Danmark deltog bl.a. digteren Gustav Munch-Petersen, som blev dræbt i 1938. Som en lyrisk nekrolog skrev hans ven, forfatteren Tom Kristensen, spontant et mindedigt i Politiken, der slutter med ordene: ..medens du hviler, skudt ned, skudt ned, dit livs ubesindige digt. I 1938 cyklede Halfdan Rasmussen til Spanien sammen med kammeraten Tage Lau, som havde været dernede tidligere som frivillig militssoldat. Men borgerkrigens udvikling gjorde, at de kun kom til grænsen.
Grieg, Neruda og Hemingway
Under indtryk af militærets opstand i 1936 skrev norske Nordahl Grieg antikrigssangen Kringsattav fiender. Året efter tog han til Spanien som krigskorrespondent på republikkens side. På baggrund af sine oplevelser skrev han skuespillet Nederlaget, som er henlagt til Pariserkommunen 1871, men reelt reflekterer over de politiske og moralske dilemmaer, han som pacifist oplevede under borgerkrigen. Den chilenske digter Pablo Neruda arbejdede i 30’erne som diplomat i Madrid, hvor han stillede sig på republikkens side. Ved krigsnederlaget brugte han sin diplomatiske status til at skaffe flere tusinde flygtninge til Chile. Som digter inspirerede borgerkrigen ham til hovedværket Spanien i mit hjerte, hvori modstanden og rædslerne beskrives. Og han noterede, at Verden har ændret sig, og min poesi har ændret sig. Den amerikanske forfatter og journalist Ernest Hemingway dækkede borgerkrigen som krigskorrespondent og tilsluttede sig også antifascisterne. Hans lede ved krigen kom bl.a. til udtryk i romanen Hvem ringer klokkerne for fra 1940.
I 1938 spurgte det kulturradikale tidsskrift Kulturkampen 71 forfattere om, hvem i Spanien de holdt med. 60 svarede den lovlige regering, 8 at de var neutrale, mens 3 pegede på Franco og fascismen. En af dem var forfatteren Olga Eggers, som udtalte at general Franco og hans modige hjælpere har sat livet ind på at befri deres fædreland for de jødisk kommunistiske bødler.
Krigen som en trekantet strid
Begge borgerkrigens to parter var uhomogene koalitioner. Men i den republikanske lejr blev de indbyrdes stridigheder så ødelæggende, at man kan tale om en krig i borgerkrigen. Man var enige om at bekæmpe den fælles fjende, fascismen. Men ikke hvorfor. De i visse områder ret anarkister kæmpede ikke for at bevare kapitalismen og det borgerlige demokrati, men for arbejderstyrede virksomheder og decentralt demokrati. Hvilket de, som tidligere nævnt, havde succes med i krigens første fase. Kommunisterne derimod ville alene forsvare det borgerlige demokrati og sociale status quo. For i den aktuelle situation måtte man ikke skræmme middelklassen væk. Så samfundsændringerne måtte komme sidenhen. Udover at anarkisterne ikke troede, at det ville ske, så adskilte deres mål for samfundsudviklingen sig også radikalt fra kommunisternes, hvis autoritære og centralistiske magtudøvelse de foragtede.
Men med den styrke, som kontrollen over fordelingen af de sovjetiske våben og de internationale brigader, gav kommunisterne, så havde de fat i den lange ende.
Den blev bl.a. brugt til ikke at levere materiel og våben til anarkisterne og det venstresocialistiske POUM’s militser. Ligesom de sammen med regeringens højresocialister kunne gennemtrumfe en hærreform, der også omfattede de internationale brigader. Med den indførtes en traditionel militaristisk og hierarkisk kommandostruktur og rangorden med ulige løn. Og slutteligt kunne de endelig helt afvæbne og forbyde POUM og CNT.
Stalinisme på spansk
Som en udløber af Moskvaprocesserne begyndte Sovjetunionens hemmelige politik NKVD også at operere i Spanien. I forlængelse heraf blev der oprettet en tilsvarende spansk tjeneste, Servicio de Investigación (SIM), med private fængsler og henrettelsespelotoner. Jagten på fascistiske spioner var reel, men blev samtidig brugt som et dække for forfølgelsen af venstreoppositionelle. Fx blev POUM, hvis milits på 10.000 mand havde kæmpet og lidt store tab, nu anklaget for at være forklædte fascister og Francos femte kolonne. Plus standardtrylleordet ”trotskisme”. Lederen af POUM, Andrés Nin, blev likvideret og partiets centralkomite arresteret for kupforsøg.
Bagefter kom turen til anarkisterne i CNT/FAI, som ligeledes blev forfulgt og fængslet for forræderi. Der er også eksempler på danske frivillige, som blev fængslet. I kommunisternes forsvar for det spanske demokrati benyttede de paradoksalt nok de værste af stalinismens metoder. George Orwell skriver, at på den ene side, så var den kommunistiske presse fyldt med beskyldningerne om den ikke-stalinistiske venstrefløjs forræderi, trotskisme osv., men samtidig oplevede han ikke, at de menige medlemmer af brigaderne, så skævt til ham.
Samtidig med at nationalisterne trængte stadig længere frem bredte desillusionen og krigstrætheden sig blandt de frivillige. Det fik stadig flere til at ville rejse hjem. Uagtet, at de var kommet frivilligt, blev det nu betragtet som desertering. Ikke desto mindre tog flere -også af danskerne- chancen og søgte hjemad.
Den spaniensfrivillige Åge Kjelsø, som var erklæret antistalinist og trotskist var blandt dem, som blev fængslet og gennembanket af SIM. Og bl.a. beskyldt for mord. Vel tilbage i Danmark blev han i 1942 ligesom andre spaniensfrivillige interneret i Horserød. Her blev han som trotskist frosset ude af de fleste medfanger. Et par andre beskyldte ham i en resolution for at være snigmorder, marodør og desertør samt for at understøtte fascistiske agenter. Det var dog over grænsen for flere af de andre tidligere spaniensfrivillige.
Litteratur
Enzensberger, Hans Magnus: Anarkiets korte sommer – Buenaventura Durrutis liv og død. Gyldendal, 1973.
Gantriis, Anders et al.: Dokumenter til den spanske arbejderklasses og arbejderbevægelses udvikling 1880-1976.DJH/Modtryk, 1977.
Jørgensen, Carsten: Fra Bjelkes Allé til Barcelona. Danske frivillige i Spanien 1936-39. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1986.
Møller, Morten: De glemtes hær – danske frivillige i den spanske borgerkrig. Gyldendal, 2017.
Orwell, George: Hyldest til Catalonien. (1938). Gyldendal, 1984.
Også som lydbog online via Bibliotek.dk.
Petersen, Torben Riis: Den Spanske Borgerkrig. Baggrunden, krigen og verden omkring. Informations Forlag, 2013.
Scherfig, Albert et al.: Brødrene Nielsen – breve fra den spanske borgerkrig. Forlaget Nemo, 2014.
Thomas, Hugh: Spanska inbördeskriget. Rabén & Sjögren, 1977.
Tidsskriftet Arbejderhistorie
Christensen, Karl: Til Spanien som brigadist, 60 år efter. Arbejderhistorie nr. 1, 1997, SFAH.
https://sfah.dk/assets/uploads/tidsskrift/Aargang-1995-1999/1997-1/AH97-1-K_Christensen.pdf
Møller, Carsten: Danske frivillige i den spanske borgerkrig. Arbejderhistorie, Meddelelser om forskningen i arbejderbevægelsens historie, april 1989, SFAH.
https://sfah.dk/assets/uplods/meddelelser/Meddelelser_1989_32.pdf
Rybner, Svend: Socialisterne under den spanske borgerkrig: Madrid 1936. Arbejderhistorie nr. 1, 2001, SFAH.
https://sfah.dk/assets/uploads/tidsskrift/Aargangorgerkrig-2000-2004/2002-1/AH2002-1-S_Rybner.pdf
Podcast
Radio Stjernen – SFAH’s podcastradio: Spaniens glemte massegrave.
https://radiostjernen.dk/spaniens-glemte-massegrave