Om os
100 års fællessang
Sang har været en del af den danske arbejderbevægelse siden dens begyndelse.
Allerede i 1870’erne udkom de første sangbøger, hvor fællessangen var med til at skabe sammenhold, identitet og et fælles sprog for kampen for bedre livs- og arbejdsvilkår.
I 1926 udgav Arbejdernes Oplysningsforbund (AOF) den første Arbejdersangbog. Den samlede 245 sange fra arbejderbevægelsens forskellige foreninger og fagforbund og rummede både politiske kampsange, folkesange og viser.
Siden har Arbejdersangbogen udviklet sig i takt med samfundet og arbejderbevægelsen. Nye generationer og politiske strømninger har sat deres præg på repertoiret, og de traditionelle arbejdersange har efterhånden fået selskab af både viser, rock- og popsange.
I 2026 markerer AOF Arbejdersangbogens 100-års jubilæum med udgivelsen af 14. udgave. Her står klassiske sange fra arbejderbevægelsen side om side med nyere danske og internationale sange.
Gennem et århundrede har Arbejdersangbogen både afspejlet sin samtid og været med til at forme den fællessangstradition, der fortsat lever i dag.
Redaktionsudvalget for 14. udgave
Arbejdersangbogens 14. udgave er tilrettelagt i samarbejde med et redaktionsudvalg bestående af John Meinert Jacobsen, Mogens Jensen, Nanna Højlund, Carl Emil Christensen og Erik Juul Andersen.


