IWW blev stiftet i 1905 som en protest mod American Federation of Labors (AFL) konservative linje og fordi de kun varetog de faglærte arbejderes interesser. Dvs. de øverste lag af arbejderklassen, mens de reelt udelukkede de ufaglærte fra medlemskab.
Mens AFL’s medlemsorganisationer var organiseret efter fag, var IWW et industriforbund for alle uden skelen til fag eller uddannelse. IWW, som var revolutionært og syndikalistisk orienteret, så industriforbund, som kimen til fremtidens virksomhedsdemokrati, hvor arbejderne selv skulle vælge virksomhedernes ledelser.
Om end af forskellige grunde organiserede og orienterede både IWW og AFL sig alene med fokus på mere økonomiske spørgsmål -og ikke på statsmagten og politiske partier. Udover at staten ikke havde nogen afgørende plads i deres utopi, så var mange af IWW’s medlemmer typisk ’hobos’, dvs. omrejsende migrantarbejdere uden fast bopæl, uden statsborgerskab og derfor uden politiske rettigheder.
Ufaglærte migrantarbejdere
IWW organiserede i høj grad de ufaglærte, ofte migrantarbejdere. Dels i Østkystens stål- og tekstilindustrier og vest på de omvandrende sæsonarbejderne og mine-, skov- og jernbanearbejdere. Det globale udsyn i IWW’s navn afspejlede også medlemsskaren, som rummede mange forskellige etniciteter og sprog. Det til forskel fra AFL hvis medlemmer primært var hvide mænd af nord- og vesteuropæisk oprindelse.
IWW havde også et progressivt syn på ’racer’ og etnicitet. Således var et anseeligt antal medlemmer af indiansk oprindelse. Og en af de mest elskede IWW-ledere var Frank Little fra Agriculture Workers Organization. Han var halvt cherokee -og stolt af sin afstamning. Og drillede de andre med, at jeg er den eneste ægte røde.
IWW var fra sin stiftelse åben for kvinder og forpligtet til at arbejde for lige rettigheder. Man bestræbte sig bl.a. på at få hjemmesyerskerne, stuepigerne og de prostituerede organiseret. Og et par af de mest populære agitatorer var kvinder. Hvilket bl.a. kom til udtryk i Joe Hills sang om the Rebel Girl, som han tilegnede Elizabeth Gurley Flynn (1890-1964).
AFL’s fjendtlighed overfor indvandringen af fattige befolkningsgrupper udsprang bl.a. af, at disse var lette ofre for hensynsløs udnyttelse. De millioner af arbejdsløse som hvert år kom til USA udgjorde derfor en reservearme, som undergravede den faglige kamp for at holde lønnen og sikre bare nogenlunde tålelige arbejdsvilkår.
Hvor AFL indgik taktiske samarbejdsaftaler med arbejdsgiverne vendt mod de ufaglærte og socialismen, gik IWW ikke udenom konfrontationer. Direkte aktion var et nøgleord. Og generalstrejke en strategi. Samtidig opdyrkede man nye kampformer som fx sit-down-strejken, hvor man ikke forlod arbejdspladsen. Og Free speech fight, hvor taleren i protest mod myndighedernes forsamlings- og taleforbud i det offentlige rum, stod på en sæbekasse og agiterede indtil politiet arresterede vedkommende, hvorefter en ny ’wobbly,’ som medlemmerne kaldtes, tog over og så fremdeles. I en af de første store Free speech fight nåede der at blive fængslet over 600 talere i løbet af de 6 måneder før myndighederne ophævede forbuddet.
The Red Scare
Inden 1. Verdenskrig havde verdens arbejderbevægelser besluttet at gå imod en evt. kommende krig. Arbejdere skulle ikke slå arbejdere ihjel. Men da krigen blev erklæret, vandt nationalismen over internationalismen. IWW fastholdt dog deres krigsmodstand, hvilket af de amerikanske myndigheder blev udråbt som forræderi.
Omkring 1915-20 blev IWW udsat for en voldsom hetz, indsættelse af føderale tropper, fængslinger, dødsdomme, deportationer samt raids mod IWW-hovedkvartererne med beslaglæggelse af bl.a. retsdokumenterne fra Joe Hills sag. Således fik 165 ledende organisatorer i Chicago i 1917 fængselsstraffe på 1-20 år, hvilket næsten tog livet af IWW.
Fagforeningens manglende interesse for statsmagten gjorde, at de blev overraskede og stod uden svar på den massive militære og juridiske repression.
IWW opnåede efterfølgende aldrig samme styrke og tilslutning, som i glansperioden 1908-17 da de talte flere end 150.000 medlemmer, men havde endnu flere sympatisører.
Efter den russiske revolution i 1917 gik flere centrale medlemmer over til det kommunistiske parti. Bl.a. den legendariske ”Big” Bill Haywood. Og i 1930’erne gik store medlemsgrupper ind i den nye landsorganisation Congress og Industrial Organizations (CIO), der også organiserede ufaglærte og byggede på industriforbundstanken. Mens de tilbageblevne medlemmer skærpede IWW’s syndikalistiske målsætninger med et touch anarko.