Sangen blev skrevet af den navnkundige arbejderdigter, A.C. Meyer, så alene af den grund er den værd at have med på listen over arbejdersange, der skal huskes og synges.
Men for de fleste vil sangen være ukendt, og det er der en særlig grund til. Efter at den første gang blev fremført til åbningen af 2. internationales kvindekongres i København i 1910, blev den begravet i en arkivæske sammen med alt det andet materiale fra kongressen. Her lå den så, indtil den i 2025 blev fundet og støvet af af Arbejderkorets forperson, Jørn Petersen.
Derfor gik der over 100 år, fra sangen første gang blev sunget i 1910, til Arbejderkoret relancerede den til Arbejdermuseets 8. marts-arrangement i 2026. Nu i et firstemmigt arrangement af korets dirigent David Kappel Kosteljanetz.
I dag er den blevet en fast del af Arbejderkorets repertoire og dermed atter kommet til ære og værdighed. Og det fortjener den. Både for dens musikalske og litterære kvaliteter, og fordi den fortæller historien om den tidlige socialistiske kvindekamp – fra spot og spe til sammenhold og sejre.
A.C. Meyer og kvindesagen
Adolph Frederik Charles Meyer (1858-1938) var ikke kun en fremtrædende socialdemokrat og sin samtids største arbejderdigter. Han var også en - for sin tid og sit køn - usædvanligt progressiv kvindesagsforkæmper. Særligt i de første år af hans karriere og mest markant i forbindelse med sædelighedsfejden i 1880’erne, hvor han på linje med Georg Brandes offentligt forsvarede kvinders ret til seksuel frihed på lige fod med mænd.
I 1887 skrev han en opsigtsvækkende artikel på forsiden af Social-Demokraten under overskriften ”Revolutionære mænd og sædelige kvinder”. Her kritiserede han både sædelighedsforsvarernes dobbeltmoral, det borgerlige ægteskabs økonomiske fundament og prostitution som et udtryk for kapitalismens kvindeundertrykkelse. Over for de sædelige kvinder satte han de ”revolutionære mænd”, der mente:
”….at Kvinden maa gøres til et med Manden frit og lig stillet Væsen ved at hun bliver økonomisk uafhængig. Er dette sket, da bestemmer hun selv over sine Handlinger, og da vil det ikke være Samfundets Opgave at blande sig i de kønslige Forhold.”
A.C Meyer var også aktiv i kampen for kvinders valgret. I 1895 var han som nyvalgt medlem af Folketinget den første socialdemokrat, der fra dets talerstol argumenterede for kvinders valgret til samme ting. Uheldigvis dog overvejende med det argument, at kvinderne ellers fortsat – i afmagt over deres manglende samfundsmæssige indflydelse – ville tyrannisere mændene på hjemmefronten.
”Vær velkommen Kvinder” var ikke Meyers eneste hyldest til kvinderne. I 1900 var han forfatter til et skuespil om kvindelige syerske trælsomme hjemmearbejde, og her hylder han i sangen, ”Sypigen”, syersken, der sidder alene på kvisten og synger og græder til symaskinens flittige nål. Samme tema har han i ”Sov, lille barn”, hvor en syerske synger om, hvordan hun skærmer sit barn, mens hun syr og sukker og ønsker sig død (1911). I ”Græd ikke, lille Mor” (1921) er det drengen i vuggen, der fremstilles som håbet, der skal kæmpe og sikre moren bedre forhold.
Meyer brugte sypigerne/hjemmesyerskerne til at synliggøre forholdene for en af de grupper, der var mest undertrykte i det tidlige kapitalistiske samfund. De havde lange arbejdsdage, usle lønninger og følte stor ensomhed, fordi de ikke – som arbejderne på en fabrik – oplevede solidaritet og fællesskab.
Modsat målgruppen for ”Vær velkommen Kvinder” handler sangene om syerskerne derfor om passive arbejderkvinder, der godt nok kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen, men ellers affinder sig med de triste forhold. A.C. Meyer skrev ikke andre sange end ”Vær velkommen Kvinder” direkte stilet til arbejderbevægelsens aktivt kæmpende kvinder. Til gengæld var han en af de få af samtidens arbejderdigtere, der skrev både kvinder og mænd ind i sine sange. Fx i ”8-timers dagen” (1890), hvor 4. vers starter: ”Ret nu Ryggen, Bro’r – Løft Blikket, Søster”.
2. Internationales kvindekongres i København 1910
I august 1910 mødtes ca. 130 kvinder fra 17 lande til den anden internationale socialistiske kvindekongres i København. Den tyske socialdemokrat, Clara Zetkin, var kongressens præsident, mens Elisabeth Mac fra Danmark var vicepræsident.
Kongressen blev holdt i Arbejdernes Forsamlingsbygning på Jagtvej 69 – i dag kendt som det ryddede ungdomshus. Udover de formelt udpegede delegerede blev kongressen også overværet af kvindelige medlemmer af de danske fagforeninger.
”Vær velkommen Kvinder” blev sunget af et mandskor, Gutenbergkoret, som en kantate ved kongressens åbning.
Nina Bang tegnede i Social-Demokraten et billede af det syn, der mødte de delegerede kvinder:
“Salen er festligt smykket med internationale Bannere og Vimpler, Flag- og Blomsterdekorationer. Kongresbordene, der er opstillet i Hesteskoform, er prydet med et rigt Udvalg af prægtige røde Roser. Udfor hver af de 130 Deltageres Plads er stillet friske, farvestraalende Blomster – den første Velkomsthilsen fra de danske Kvinder til deres fremmede Kønsfæller.”
Og Politikens (mandlige) reporter, Plutus, der kom lige fra en kongres for sømænd fra 2. internationale, bemærkede som det første:
”Medens Sømændene under Forhandlingerne damper ad deres Shagpiber, saa Taagen under Loftet er til at skære i, er Lokalet, hvor Kvinderne samles, fyldt af Blomsterduft”.
Den første internationale kvindekongres var blevet holdt 3 år før i Stuttgart i forbindelse med 2. internationales kongres. Her besluttede kvindelige repræsentanter for de socialdemokratiske partier bl.a. at oprette Det internationale socialistiske kvindebureau som en international organisation for kvinder i de lande, der var med i 2. internationale.
Kongressen i København 1910 cementerede sammenholdet mellem kvinderne og var et synligt bevis på deres styrkede position i 2. internationale, hvor en selvstændig kvindeorganisering ikke alle steder var velset.
Kongressen havde tre emner på programmet:
- Videreudvikling af forbindelserne mellem de organiserede kvindelige partifæller i de enkelte lande
- Midler og veje for det praktiske arbejde til erobring af den almindelige kvindelige valgret
- Samfundets omsorg for mor og barn
Især de to sidste punkter gav anledning til debat, for der var ikke enighed om, hvorvidt stemmeretten – som flertallet mente - skulle gælde alle kvinder, eller om man af strategiske grunde skulle starte med en privilegeret valgret, der siden kunne udvides til en almen valgret.
På samme vis blev et forslag om forbud mod natarbejde specielt for kvinder nedstemt, fordi flertallet frygtede, at det ville stille kvinderne ringere end mændene i kampen om jobbene. Derimod blev en resolution med andre velfærdskrav for mødre og børn enstemmigt vedtaget. Kravene, som fx betalt barselsorlov og gratis daginstitutioner, blev centrale i kvindebevægelsens fortsatte kamp gennem det 20. århundrede og er i dag næsten alle helt eller delvist gennemført – i hvert fald i Danmark.
I eftertiden er kvindekongressen i 1910 først og fremmest blevet kendt for, at det var her, at Clara Zetkin foreslog afholdelse af en årlig ”Kvindernes Internationale Kampdag”.
Kampdagen blev første gang afholdt året efter i 1911, men først i 1921 fastsat til fremover at være d. 8. marts.
Det skete på Kominterns 2. kvindekonference i Moskva. For siden samdrægtigheden på kvindekongressen i København i 1910 var 2. internationale blevet opløst, og tidligere kampfæller af begge køn blevet dødelige fjender – først på hver sin side i verdenskrigen og dernæst som følge af den russiske revolution i henholdsvis en socialdemokratisk og en kommunistisk arbejderbevægelse.
Hvad teksten siger
”Vær velkommen Kvinder” har fire vers, der til sammen fortæller historien om den socialistiske kvindebevægelse fra den spæde start, hvor kvinderne blev undertrykt og deres krav hånet og bekæmpet, til i dag (altså i 1910), hvor de står sammen, bliver respekteret og er i fuld gang med at gøre deres krav til virkelighed.
Sangens struktur svarer dermed til strukturen og udviklingen i mange andre arbejdersange: fra fattigdom, afmagt og elendighed til anerkendelse og sejre. Det gælder fx ”Snart dages det, Brødre” og ”Brødre, lad våbnene lyne”.
I første vers bydes kvinderne velkommen til kongressen med en opfordring til at lade ”Jert Kampråb gjalde for det Godes Vækst”. I løbet af verset skifter sangen pronomen: den starter med at være rettet til kvinderne på kongressen med et ”jer”, men vi ved ikke, om det er A.C. Meyer eller måske de danske kvinder på kongressen, der byder velkommen. I sidste linje ændres ”jer” så til ”vi”, hvilket pointerer fællesskabet blandt alle de deltagende kvinder – og måske også A.C. Meyer.
I andet vers er vi tilbage i tiden til den gang, da kvinderne var svage, med hænder og fødder lænket og derfor ”gik i ledebånd”, et gammelt begreb for de seler, man den gang holdt små børn i, når de skulle lære at gå.
Vi hører om, hvordan de første kvindesagskvinder blev ”spottet”, når de tillod sig at stille krav om forbedringer af deres vilkår, og om, hvordan deres krav blev tilbagevist med henvisning til den eksisterende lovgivning. Også i dette vers er pronomenet, det fælles ”vi”, mens det ikke afsløres, hvem det var, der undertrykte og latterliggjorde kvinderne. Kun at de var ”hårde” og ”hovne”. I Danmark drejer det sig sandsynligvis om nogen af de høje herrer, der er citeret i Birgitte Possings bog Argumenter mod kvinder (2018).
I tredje vers kommer gennembruddet:
”Frihed gør Mirakler, borer vej i Fjæld,
gamle Mure vakler, Misbrug staar på Hæld;
Se, hvor Samfundssolen bryder Taagen klam!
og fra Talerstolen tolkes vort Program.”
I 1910 befandt kvindebevægelsen, herunder dens socialistiske variant, sig stadig i den såkaldte ’første bølge’, men store sejre var vundet, og flere var på vej.
Kvinderne havde fået stemmeret til parlamentet i New Zealand (1893), Australien (1902) og Finland (1906) og til andre folkevalgte organer, fx til kommunalbestyrelserne i Island, Danmark og Sverige. Stemmeretten var dog fortsat betinget af indkomst og civilstand. Og i mange andre lande havde det stadig lange udsigter med nogen form for kvindelige valgret.
I de fleste lande havde kvinder fået adgang til universitetet, og kvinder var begyndt at praktisere som læger, undervisere og forskere. Gifte kvinder havde mange steder fået ret til selv at råde over deres egne tjente penge og personlige ejendom, og ugifte kvinder havde opnået fuld civilretlig myndighed på lige fod med mænd.
I flere af de lande, der var med i 2. Internationale, havde kvinder fået adgang til universitetet, og kvinder var begyndt at praktisere som læger, undervisere og forskere. Gifte kvinder havde mange steder fået ret til selv at råde over deres egne tjente penge og personlige ejendom, og ugifte kvinder havde opnået fuld civilretlig myndighed på lige fod med mænd. Samtidig blev flere kvinder organiseret i en fagforening, og hvis mændene ikke ville have dem som medlemmer, hvad der ofte var tilfældet, dannede de bare deres egne kvindelige fagforeninger.
På arbejdsmarkedet blev stadig flere kvinder organiseret i fagforeningerne, hvor de lige som mændene krævede højere løn, kortere arbejdstid og bedre arbejdsforhold. Men selv i de lande, hvor man var kommet længst med ligestillingen, var der stadig stor ulighed på arbejdsmarkedet. Kvinderne havde fx ikke adgang til visse fag og fik heller ikke samme løn som mænd. Men fornemmelsen af, at tøbruddet var sat ind, var reel nok, og det gjorde i sig selv, at kvinderne på kongressen havde noget at fejre.
I fjerde vers hilses kvinderne på kongressen igen – nu med markering, at de ikke bare er kvinder, men socialistiske kvinder. Det pointeres, at de kæmper for ”de svages Værn”, og at de mødes under ”det røde Flag”. Igen er synet på kvinderne udefra, og sangen slutter med fanfaren: ”Det er Eders Dag!”.
Mange andre arbejdersange slutter med håbet om en lys og lykkelig fremtid i et socialistisk samfund. Det gælder fx Oscar Hansens ”Arbejdets sang” og ”Internationale”.
Sådan et vers er der ikke i ”Vær velkommen Kvinder”. Vi hører ikke om en fremtid i et socialistisk samfund, hvor kvinderne har opnået fuld ligestilling og bliver respekteret på lige fod med mændene. Måske fordi der i 2. internationale både blandt kvinder og mænd var uenighed om dette mål – og i særdeleshed om, hvorvidt de socialistiske kvinder skulle organiseres i en særskilt kvindeorganisation.
Sangen i andre kilder
Reporteren, Plutus fra Politiken, citerer i sin beretning fra kvindekonferencen 1. vers af sangen. Men herudover har ”Vær velkommen Kvinder” så vidt vides aldrig været trykt i nogen sangbog eller sunget i nogen sammenhænge. Før Arbejderkoret i 2026 satte den på sit faste repertoire.
Sangen, som den var trykt i den oprindelige kantate til kvindekongressen 1910, ligger dog på hjemmesiden for det tyske Friedrich-Ebert-Stiftung. Stiftelsen blev etableret i 1925 som den politiske arv fra Friedrich Ebert, Tysklands første socialdemokratiske præsident, der døde samme år.
Vibeke Kold, Arbejderkoret
Melodien -og dens komponist J.P.E. Hartmann
Som så mange andre af tidens arbejdersange er også ”Vær velkommen Kvinder” skrevet på en allerede kendt melodi, nemlig ”Snart er Natten svunden” af J.P.E. Hartmann i 1840.
Hartmann levede fra 1805-1900 og lå altså allerede i sin grav, da A.C. Meyer valgte hans melodi til sin hyldest til kongressens kvinder.
J.P.E. Hartmann var en af 1800-tallets største danske komponister og skrev udover sangmelodier også sonater, symfonier, kantater og operaer. Som ung var Hartmann påvirket af tidligt tysk og fransk romantik, men blev efterhånden mere nordisk i sin tone.
”Snart er natten svundet” er skrevet ca. midt i Hartmanns karriere.
Hartmann synes ikke at have forholdt sig til tidens politiske konflikter, men han sad på flere bestyrelsesposter i musiklivet og skrev sørgesonater til både kongebegravelser og til den nationalliberale folkehelt, Orla Lehmanns, begravelse. Det er derfor ikke til at sige, hvad han ville have sagt til at lægge melodi til en sang til en samling kamplystne socialistiske kvindesagskvinder.
Skrevet af Vibeke Kold, Arbejderkoret
Litteratur
Bertolt, Oluf: A.C. Meyer. Dansk Biografisk Leksikon.
https://biografiskleksikon.lex.dk/A.C._Meyer
Hansen, Anette Eklund: De socialistiske kvinders internationale kongres i København i 1910 – netværk, valgret og velfærd. Arbejderhistorie, 2010/2.
https://sfah.dk/assets/uploads/tidsskrift/Aargang-2009-2010/nr4/ABH2-10-AnetteEklundHansen.pdf
Hansen, Anette Eklund: Historien om 8. marts. Arbejdermuseet.
https://arbejdermuseet.dk/bibliotek-arkiv/koenskamp-er-klassekamp/8-marts-historie/
Jensen, Lisbeth Ahlgren, Merete Harding & Niels Krabbe: J.P.E. Hartmann. Lex.
https://lex.dk/J.P.E._Hartmann
Jørgensen, Jesper: A.C. Meyer. Lex.
https://lex.dk/A.C._Meyer
Kantate ved Den Internationale Kvindekongres i København, 26. august 1910. Friedrich-Ebert-Stiftung.
https://library.fes.de/zweiint/f29.pdf
Larsen, Jytte: Kvindernes eller Folkets Grundlov? Køn og klasse i kampen om ejerskabet til 1915-grundloven. Arbejderhistorie, 2017/1.
https://sfah.dk/assets/uploads/2017/05/Jytte-Larsen-arkiv.pdf
Meyer, A.C.: Revolutionære Mænd og sædelige Kvinder. Social-Demokraten, 16. april 1887.
https://danmarkshistorien.lex.dk/A.C._Meyer_%E2%80%9CRevolution%C3%A6re_M%C3%A6nd_og_s%C3%A6delige_Kvinder%E2%80%9D,_indl%C3%A6g_i_Social-Demokraten,_16._april_1887
Plutus: På kvindekongres. Politiken, 27. august 1910.
https://danmarkshistorien.lex.dk/Reportage_fra_den_internationale_kvindekongres,_Politiken_27._august_1910
Possing, Birgitte: Argumenter mod kvinder – fra demokratiets barndom til i dag. Strandberg Publishing, 2018.