Komponist
Björn Afzelius
1947 - 1999
Sange af Björn Afzelius
Bjørn Svante Afzelius, svensk sanger, komponist, tekstforfatter og guitarist. Født i Stenholm i Småland, hvor faren arbejdede som ingeniør og moren hjemmegående. Fra sit ottende år flyttede familien rundt til forskellige steder i Sverige for at ende i Malmø.
Da han inden skolestart havde lært sig at læse, skrive og regne, gav læreren ham lov til at sidde for sig selv i timerne og læse klassiske ungdomsromaner. En særstatus som medførte mobning og tæsk fra klassekammeraterne. Efter at være flyttet til en skole i Stockholmsområdet, blev han som smålandstalende tilflytter i det første halve år dagligt udsat for tæsk. Samtidig fortæller han, at lærerne heller ikke tilbageholdende med fysisk revselse.
Forholdet til forældrene var præget af moren sygdom, som i 1971 endte med selvmord. I teenageårene var den rebelske drengs relation til faren reduceret til mødet med hans ofte voldelige opdragelsesmetoder. Tabet af moren og følelsen af skyld forvandt Bjørn Afzelius antagelig aldrig. Barndommens stræben efter at blive set, anerkendt og få selvtillid fulgte ham senere i voksenlivet, hvor han tillige havde det svært med at få kærlighedsforhold til at fungere i længere tid. Begge dele kom til at influere på hans virke som sanger og tekstforfatter.
Musikken
Det var moren, som introducerede Bjørn Afzelius til musikkens verden. Sin første singleplade, som var med Paul Anka, fik han som 10-årig. Og som 14-årig sin første guitar. Men han blev snart optaget af tidens rock’n’roll:
”Det var Elvis Presley, som fik mig til at synge rock’n’roll. Beatles fik mig til at spille guitar. Bob Dylan fik mig til at lytte til tekster (…) og Mikael Wiehe, som fik mig til at skrive mine egne ting (…) det lød forfærdeligt første gang. Men det er jo ligesom at bygge et hus: Det første, du bygger, kan du ikke bo i -men måske det tiende.”
Han dannede sit første band, The Moxie, med bl.a. Arne Franck, mens han gik i gymnasiet. Med et senere band, The Thunders, vandt Afzelius en lokal talentkonkurrence og opnåede at være opvarmningsband, da bl.a John Mayalls Bluesbreakers, The Hollies og Manfred Mann kom til byen. I 1970 startede han og Arne Franck sammen med Peter Clemmedson og Per-Ove ”Muffe” Kellgren bandet Spridda Skurrar, som efter en dårlig koncert spurgte den mere erfarne og indsigtsfulde Mikael Wiehe om hjælp til arrangementerne. Det hjalp dog ikke, men i en af øvepauserne fandt Wiehe sammen med Afzelius, som sad og spillede akustisk guitar og sang Crosby, Stills & Nash. Det blev begyndelsen til Hoola Bandoola Band.
Hoola Bandoola Band
I Hoola Bandoola Band blev der ikke sunget mange af Bjørn Afzelius. Mikael Wiehe og de øvrige bandmedlemmer syntes simpelthen ikke, at de var gode nok. Så da Afzelius i 1974 udgav soloalbummet Vem är det som är rädd?, ville kun ét af bandmedlemmerne medvirke. Men han kom efter det. For ifølge Mikael Wiehe lærte Afzelius af den kritik hans sange blev mødt med og skrev senere i sin karriere ”nogle ekstremt gode sange”, fx Två ljus og Dockhemmet. ”Men i 70’erne: ikke lige så mange og ikke lige så gode”.
Efter Hoola Bandoola var det vigtigt for Afzelius, at vise at han duede, og selv kunne lave sange. Hans målestok var den succesfulde Juanita.
”Det har taget mig ti år. Det har været min vej til selvtillid. (…) Privat er Mikael passioneret og følelsesladet. Men i sange klæder han følelserne i velarrangerede rækker, poesi, sprogligt uantasteligt. Jeg skriver meget mere med maven, mere firkantet og agitatorisk. Jeg skriver det ned, som jeg tænker umiddelbart. Derfor lander jeg indimellem på grænsen til det rene vrøvl.”
Politisk udvikling
Bjørn Afzelius’ oprør startede i musikken med Brylcreem i håret og rock’n’roll-attitude. I oprørsåret 1968 stemte han på Socialdemokratiet. Men under indtryk af tidens opbrud, krigene ude i verden og svenske havne- og minearbejderes strejker begyndte hans politiske venstreorientering. Efter at have opgivet studierne i Lund stod den en tid på løsarbejde. Bl.a. som havnearbejder i Malmø og i Jazzhus Montmartre i Kbh. med tømrerarbejde om dagen, køkkenarbejde om aftenen og som dj om natten.
Hoola Bandoola Band havde ikke et egentligt ideologisk afsæt, men udviklede sig politisk i dialog med sit publikum, som efterlyste holdninger til forskellige spørgsmål, og gennem diskussioner internt i bandet om, hvad man skulle synge om. Samtidig voksede der en progressiv musikbevægelse frem i Sverige, som især Mikael Wiehe engagerede sig i.
Og i 1973 ramte militærkuppet i Chile med Afzelius’ ord: ”min generation som et knytnæveslag”, og førte til et større solidaritetsarbejde, som Hoola Bandoola Band støttede. Bl.a. med sangen om Victor Jara, hvor singlens royalty gik til den chilenske modstandsbevægelse. Hoola Bandoola Band blev flagskibet og det kommercielt mest succesfulde orkester i den progressive svenske musikbevægelse.
I 1986, få måneder før Oluf Palma blev skudt, havde han og Bjørn Afzelius sammen deltaget i ANC-gallakoncert. Respekten for personen Palme gik ti år tilbage, da han som statsminister, kaldte det fascistiske spanske styre for ”satans mordere”, i forbindelse med Burgosretssagerne overfor oppositionelle i 1975.
Bjørn Afzelius’ sangrepertoire spændte over klare politiske kommentarer og statements til mere personlige tekster om køn og kærlighed. Til hans fortrydelse blev de sidste ikke modtaget lige godt i alle dele af fanskaren, som antydede, at han solgte ud. Men set i lyset af Afzelius’ øvrige værk og virke var der snarere tale om en udvidelse af hans horisont som sanger til fordel for flere aspekter af det levede liv.
Sagt om Bjørn Afzelius
Billy Cross:
Bjørn var the real deal. Han var villig til at ofre ting, som han godt kunne have brugt selv, til fordel for andre mennesker. Hvor andre i dag trykker på en like-knap, skrev Bjørn en check Big fucking difference. Han kunne blotte følelser uden ironi (hvad danske kunstnere er tilbøjelige til).
Mikael Wiehe:
Han var generøs ved sine orkestre.
Min bedste ven (1994)
.
Göran Blomgren, BA’s pers. assistent:
Han var en god rytmeguitarist og god til at akkompagnere sig selv,
men ikke til at spille solo.
Tommy Lander, pladeselskabet Nacksving, medvirkede ved indspilningen af Innan tystnaden:
Det mærkelige ved Bjørn, rent musikalsk, var at han elskede rock’n’roll, han elskede John Lennon, Elvis, Dylan osv. Men han kunne ikke synge rockmusik, for han kunne ikke synkopere -altså han sang på takterne, som en visesanger. Mens rocksangere ligger lidt forskudt i takten -en mere improviseret måde at synge på. Det var Bjørn ikke god til. Så i den forstand var han ingen rock’n’roller, han var inderst inde en troubadour, en visesanger. Men han ville så godt være rockmusiker.
Jim Page, amerikansk musiker:
Bjørn var en superb kunstner, der med sangene Senor Martinez og Et särskilt minne (på to af Jim Pages melodier) formåede at bære musikken rødder igennem og med ind i den ny stemme, Bjørns.
Bjørn havde en fantastisk højrehånd, hans håndled var flydende. Og hans forbindelse med publikum var åbenlys.
Skrevet af Kenn Schoop / SFAH.
Litteratur
BibZoom:
https://bibzoom.dk/artikel/juanita-og-tusen-bitar
Bjørn Afzelius: Hjemmeside:
https://bjornafzelius.com
Börjlind, Rolf: Nya Tider Nya Ânglar, Samtal, dikter, manifest.., Bo Cavefors Bokförlag 1976.
Ekstra Bladet:
https://ekstrabladet.dk/musik/dkmusiknyt/bjorn-afzelius-i-kaploeb-med-doeden/6275988
GAFFA:
https://gaffa.dk/artikler/2015/oktober/politisk-rockklassiker-fylder-rundt/
GAFFA:
https://gaffa.dk/nyheder/2015/februar/hjertegribende-dokumentar-om-bjorn-afzelius/
Lysander, Per: interview med Mikael Wiehe, Rolig och politisk som fan, i Ord & Bild 5/1972.
Strube, Henrik: Ved Afzelius’ død (nekrolog), Musikeren 17. februar 1999.
Strunk, Espen: Afzelius, Turbine 2016.