
Barndommens gade udkom i 1986 som titelnummer på Anne Linnets album af samme navn. Teksten er skrevet af Tove Ditlevsen i 1942, mens Anne Linnet komponerede melodien i forbindelse med filmatiseringen af Ditlevsens roman Barndommens gade.
Sangen handler om, hvordan barndommens omgivelser og oplevelser følger et menneske videre gennem livet. Gaden bliver et billede på både tilhørsforhold og social arv. Den rummer minder om familien, fattigdommen og det barske miljø, men også en længsel efter det sted, hvor livet begyndte.
Teksten viser dermed, at barndommen ikke blot er noget, men lægger bag sig. Den er med til at forme ens blik på verden, ens længsler og den person, man bliver. Sangen har siden fået en markant plads i Anne Linnets sangkatalog og er optaget i den 19. udgave af Højskolesangbogen.
Tove Ditlevsen udgav digtet Barndommens gade i digtsamlingen Lille verden i 1942. Året efter udkom romanen med samme titel. Digtet og romanen fortæller ikke den samme historie, men begge er inspireret af hendes opvækst i et arbejderkvarter på Vesterbro i København.
Anne Linnet havde allerede tidligere sat musik til Tove Ditlevsens digte på albummet Kvindesind fra 1977. I 1986 skrev hun musikken til filmen Barndommens gade, der blev instrueret af Astrid Henning-Jensen og byggede Ditlevsens roman og erindringer. Titelsangen blev sunget af Anne Linnet med Lis Sørensen i koret.
I sin bearbejdning ændrede Anne Linnet opbygningen af det oprindelige digt. Hun samlede vers og skabte et omkvæd af linjer fra forskellige steder i teksten. På den måde fremhævede hun digtets centrale billeder af barndommen som både et hjemsted og en kraft, man aldrig helt slipper fri fra.
Det Danske Filminstitut: Barndommens gade.
https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/film/barndommens-gade
Højskolesangbogen: Barndommens gade.
https://hojskolesangbogen.dk/om-sangbogen/historier-om-sangene/a-c/barndommens-gade
Lex: Tove Ditlevsen.
https://lex.dk/Tove_Ditlevsen