
Den danske sang - også kendt på den første linje: Den danske sang er en ung, blond pige – blev skrevet af Kai Hoffmann i 1924. To år senere fik den melodien af Carl Nielsen, som de fleste kender i dag. Sangen blev oprindeligt skrevet til Korforeningens landsstævne, men voksede hurtigt og blev en del af den danske fællessangstradition.
Sangen maler Danmark frem gennem natur, historie og mennesker. Her er bøgeskov, hav, hede og by, men først og fremmest er der sangen selv. Kai Hoffmann gør den danske sang til en skikkelse, der bevæger sig gennem landet og binder forskellige egne og generationer sammen.
Førstelinjen om den “unge, blonde pige” er siden blevet diskuteret og læst på nye måder. Det ændrer ikke ved, at sangen fortsat synges og har en fast plads i Højskolesangbogen. Den er med andre ord både et stykke dansk sanghistorie og en sang, der stadig kan sætte gang i samtalen om, hvad danskhed og fællesskab betyder.
Historien begynder på Det Kongelige Teater i København. Her blev der i juni 1924 afholdt et stort landsstævne for danske kor, og Kai Hoffmann blev bedt om at skrive en prolog til begivenhed. Resultatet blev teksten, der senere fik titlen Den danske sang.
I december 1925 bad Kai Hoffmann Carl Nielsen om at sætte musik til teksten. Carl Nielsen arbejdede med melodien de følgende måneder og havde den færdig i sommeren 1926. Den blev samme år udgivet i samlingen Ti danske Smaasange.
Carl Nielsen gav teksten en bred og genkendelig melodi, der egner sig til flere stemmer på én gang, hvilket harmonerer med sangens oprindelse: Den blev ikke skrevet til en solist på en scene, men udsprang af en tradition, hvor mennesker samledes for at synge.
Og det gør den stadig. Hundrede år senere lever Den danske sang videre netop dér, hvor den begyndte - i fællesskabet omkring sangen.
Det Kongelige Bibliotek: Den danske Sang er en ung, blond Pige – CNW 271.
https://www.kb.dk/dcm/cnw/document.xq?doc=cnw0271.xml
Højskolesangbogen: Den danske sang.
https://hojskolesangbogen.dk/om-sangbogen/historier-om-sangene/d/den-danske-sang-er-en-ung-blond-pige