I Danmark er jeg født

Om sangen

I Danmark er jeg født blev skrevet af H.C. Andersen i 1850 og er siden blevet en af de mest kendte danske fædrelandssange. Den melodi, de fleste i dag forbinder med sangen, er Poul Schierbecks fra 1926.

H.C. Andersen skriver ikke om Danmark som et stort og mægtigt land, men som et sted, man føler sig forbundet med. Sproget, naturen, historien og minderne bliver flettet sammen til en kærlighedserklæring til det land, han selv kommer fra. Det giver sangen en varm og personlig tone, som adskiller sig fra mange af periodens mere højstemte og krigeriske fædrelandssange.

Særligt det danske sprog får en vigtig plads. For H.C. Andersen er hjemlandet ikke kun landskabet omkring ham, men også ordene og fortællingerne, man vokser op med. Måske er det netop derfor, sangen stadig fungerer så godt i fællessang. Den handler om Danmark, men også mere grundlæggende om følelsen af at høre til.

Baggrund for sangen

Da H.C. Andersen skrev I Danmark er jeg født, befandt Danmark sig midt i Treårskrigen 1848-1850. Nationale spørgsmål fyldte meget, og der blev skrevet et væld af fædrelandssange. Andersens tekst blev trykt i avisen Fædrelandet i marts 1850.

Der var samtidig noget personligt på spil. H.C. Andersen opholdt sig ofte i udlandet, og det havde fået enkelte kritikere til at stille spørgsmål ved hans forhold til Danmark. I Danmark er jeg født kan derfor også læses som hans eget svar. Her gør han det klart, at tilhørsforhold ikke nødvendigvis handler om, hvor meget man opholder sig inden for landets grænser, men om sprog, erindring og følelsen af hjem.

Allerede i 1850 satte Henrik Rung musik til teksten. Senere kom flere melodier til, men Poul Schierbecks version fra 1926 blev den, der for alvor slog igennem og i dag er den mest udbredte. Også Sebastian har siden skrevet en melodi til teksten.