I skovens dybe, stille ro

Om sangen

I skovens dybe, stille ro er en dansk sang fra 1864 med tekst tilskrevet Fritz Andersen og melodi fra en gammel dansk folkevise. Sangen består af to vers og beskriver den særlige ro, der sænker sig over skoven, når dagen går på hæld.

Selvom skoven beskrives som stille, er den fuld af små lyde. Fuglene synger deres sidste sange, frøerne kvækker i mosen, og i det fjerne kan man høre landsbykirkens klokker. Efterhånden som aftenen falder på, forstummer lydene, og naturen går til ro. Den enkle folkemelodi understøtter sangens fredelige stemning og har været med til at gøre den til en kendt dansk aftensang.

Baggrund for sangen

I skovens dybe, stille ro blev første gang trykt i 1864 i sanghæftet To- og trestemmige Sange til Skolebrug, som blev udgivet af sanglæreren og komponisten Fritz Andersen. Teksten blev dengang trykt uden forfatternavn, og i en senere udgave fra 1868 var den blot underskrevet med bogstavet A.

Det førte i mange år til usikkerhed om, hvem der egentlig havde skrevet sangen. Den blev blandt andet tilskrevet H.C. Andersen, men senere undersøgelser viste, at der ikke var belæg for at finde teksten blandt hans værker. I dag tilskrives den normalt Fritz Andersen, selvom det aldrig med sikkerhed er fastslået, om det var ham, der skrev den.

Melodien er en gammel dansk folkemelodi, som muligvis stammer fra Langeland. Sangen har siden fået en fast plads i den danske fællessangstradition og er blevet fortolket af mange forskellige musikere. Blandt dem er jazzbassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen, der i 1973 indspillede en instrumental version sammen med pianisten Kenny Drew. Indspilningen var med til at give den gamle melodi nyt liv og gjorde den også kendt blandt jazzlyttere.