Man binder os på mund og hånd

Om sangen

Man binder os på mund og hånd blev skrevet af Poul Henningsen i 1940 med melodi af Kai Normann Andersen. Sangen fik hurtigt stor betydning under besættelsen på frihed og modstand mod den tyske besættelsesmagt. I dag er den optaget i den 19. udgave af Højskolesangbogen.

På overfladen handler teksten om kærlighed, ægteskab og menneskets forsøg på at eje og binde hinanden. Poul Henningsen forsvarer den frie kærlighed og gør op med vaner, løfter og forventninger, der kan begrænse den enkelte. Men i sangens sidste vers får ordene en tydeligere politisk betydning. Her bliver friheden i tanken og menneskets indre styrke sat over for undertrykkelse og ufrihed.

Sangen rummer derfor to fortællinger på én og samme tid. Den kan både høres som en sang om retten til at elske frit og som en modstandssang om at bevare sin værdighed, selv når ydre kræfter forsøger at begrænse én. Det var netop denne dobbelthed der var med til at gøre den til en af besættelsestidens vigtigste lovlige frihedssange.

Baggrund for sangen

Sangen blev skrevet til Kjeld Abells skuespil Dyveke, som havde premiere på Riddersalen på Frederiksberg kort efter den tyske besættelse af Danmark i 1940. Liva Weel fremførte sangen i forestillingen til Kai Normann Andersen tangomelodi.

De første udkast til teksten indeholdt en mere direkte kritik af Nazityskland. Da Danmark blev besat under prøverne på forestillingen, blev Poul Henningsen opfordret til at omskrive sangen, så kritikken ville fremstå som mindre åbenlys og kunne passere censuren. Frihedsbudskabet blev af den årsag pakket ind i en sang om kærlighed og ægteskab. Publikum forstod imidlertid hentydningerne, og sangens sidste vers blev opfattet som en klar opfordring til at bevare friheden og selvrespekten.

Kai Normann Andersens melodi er bygget om en tango i mol. Det gav sangen en både alvorlig og gribende karakter, der underbyggede tekstens spænding mellem bundethed og frihed. Ved forestillingerne stod Liva Weel alene i projektørlyset og sang efter tæppefald, og fremførelsen blev mødt med stilhed frem for klapsalver, som et tegn på publikums forståelse og tilslutning til budskabet.