
Sensommervise er en velkendt dansk sensommersang, som beskriver hvordan æblerne modnes, stærene samler sig, og skovens blade så småt begynder at skifte farve. I Sensommervise fra 1982 følger vi et menneske på en tur gennem skoven, hvor naturens små forandringer fortæller, at sommeren er ved at være forbi.
Sangen består af fire vers med et tilbagevendende omkvæd. Undervejs beskrives sensommeren gennem både farver, lyde og dufte, fra de røde rønnebær til brænderøgen mellem træerne. Der er en blanding af glæde og vemod over den årstid, der snart er forbi. Den stemning findes også i Finn Jørgensens melodi, der både rummer toner af vemod og glæde.
Sensommervise blev skrevet i 1982 af ægteparret Kirsten D. Jørgensen og Finn Jørgensen, men til forskel fra mange andre sange kom melodien faktisk før teksten. Finn Jørgensen havde komponeret en melodi, som han ofte spillede, og parret besluttede, at den skulle have en tekst om sensommeren.
Inspirationen fandt de i Bastebjerg Skov og ved Perlesø nær Borup på Midtsjælland, hvor de dengang boede. På deres daglige ture i naturen bed de mærke i de små tegn på, at sommeren nærmede sig sin afslutning. I et interview med Bibliotekernes digitale musiktjeneste, BibZoom, i 2014 fortalte de, at de gerne ville skrive en årstidssang med et nutidigt præg, som både rummede glæden ved sensommeren og vemodet over den kommende vinter.
Sangen er sidenhen blevet en populær fællessang i sensommeren og det tidlige efterår.
BibZoom: Smuk og vemodig hymne til sensommeren.
https://bibzoom.dk/artikel/smuk-og-vemodig-hymne-til-sensommeren
Højskolesangbogen: Sensommervise.
https://hojskolesangbogen.dk/om-sangbogen/historier-om-sangene/s/sensommervise/