Komponist
1893 - 1977
Oskar Gyldmark var dansk komponist, organist og kordirigent. Han uddannede sig privat til organist. I de følgende år arbejdede han som koncertorganist og akkompagnatør, inden han i 1921 blev ansat som organist og kantor ved Københavns Begravelsesvæsen.
Sang og kor kom til at fylde meget i hans virke. Fra 1927 dirigerede han mandskoret Brage, og i 1940 blev han leder af De samvirkende københavnske Arbejdersangkor. Her gjorde han en stor indsats for arbejdersangen, og han skrev gennem årene både sange, korværker og mindre orkesterværker. Blandt hans kompositioner findes også Vi bygger fremtidens Danmark og 1. Maj Kantate.
I Arbejdersangbogen er Oskar Gyldmark repræsenteret som komponisten bag Danmark for Folket. Oskar Hansen skrev teksten i 1934, hvorefter der blev udskrevet en konkurrence om melodien til sangen. Gyldmarks bidrag vandt konkurrencen, og melodien blev en vigtig del af sangens store gennemslagskraft i arbejderbevægelsen.
Dansk Komponistforening: Oskar Gyldmark.
https://komponistbasen.dk/node/3150
Højskolesangbogen: Danmark for folket.
https://hojskolesangbogen.dk/om-sangbogen/historier-om-sangene/d/danmark-for-folket
Videncenter for sang: Med sang blev salen levende.
https://videncenterforsang.dk/med-sang-blev-salen-levende/