
At lære er at ville er skrevet af Halfdan Rasmussen i 1949 i anledning af AOF’s 25-års jubilæum. Sangen kredser om læring som noget større end at tilegne sig viden. At lære bliver en måde at åbne sig for og mod verden, udfordre sine egne forestillinger og blive en del af et større fællesskab.
I sidste vers bliver det tydeligt, at viden og idealer ikke må føre til vold, men skal bruges til at styrke fred og fællesskab. Den tanke hænger tæt sammen med, at teksten blev skrevet få år efter afslutningen på Anden Verdenskrig.
I Arbejdersangbogen kan At lære er at ville synges på to forskellige melodier. Den ene er N.W. Gades melodi På Sjølunds fagre sletter, som han skrev i 1838 til B.S. Ingemanns tekst. Det formodes, at Halfdan Rasmussen havde netop denne melodi i tankerne, da han skrev sangen. Arbejdersangbogen rummer også en nyere melodi af Erik Juul Andersens fra 1987. Derfor er sangen trykt med to sæt noder.
Da Arbejdernes Oplysningsforbund (AOF) blev stiftet i 1924, var ambitionen ikke kun at give arbejdere adgang til undervisning, men også at skabe et bredere kulturelt og folkeoplysende tilbud. Aftenskoler, foredrag og arbejderhøjskoler blev en del af arbejdet. Da AOF fyldte 25 år i 1949, skrev Halfdan Rasmussen At lære er at ville som en sang om netop læring, dannelse og fællesskab.
Halfdan Rasmussen havde selv en tæt forbindelse til arbejderbevægelsens oplysningsmiljø. Som ung havde han forskellige ufaglærte jobs, og var ad to omgange i 1930'erne elev på Arbejderhøjskolen i Roskilde. Hans egen vej ind i litteraturen og arbejderbevægelsen giver derfor sangens budskab om læring og personlig udvikling en særlig forbindelse til det miljø, den blev skrevet til og AOF’s historie.
Siden er sangen blevet sunget på flere forskellige melodier og har dermed fået liv ud over den oprindelige jubilæumssammenhæng. I dag bringer Højskolesangbogen blandt andet melodier af Erling Lindgren, Erik Sommer og Bjarne Haahr, men forbindelsen til N.W. Gades melodi er ældre og hænger efter sigende tæt sammen med tekstens oprindelse. Erik Juul Andersens melodi fra 1987 er en af de nyere melodier, der er skrevet til teksten.
Lex, Dansk Biografisk Leksikon: Halfdan Rasmussen.
https://biografiskleksikon.lex.dk/Halfdan_Rasmussen
Lex: Halfdan Rasmussen.
https://lex.dk/Halfdan_Rasmussen
Højskolesangbogen: At lære er at ville.
https://hojskolesangbogen.dk/om-sangbogen/historier-om-sangene/a-c/at-laere-er-at-ville