Bella Ciao

Sangen Bella Ciao blev til i Italien i begyndelsen af 1900-tallet, hvor den blev sunget af kvindelige landarbejdere. Og under 2. verdenskrig blev den med en ny tekst sunget af partisaner, der kæmpede imod den tyske besættelsesmagt. Det vides ikke hvem, der har forfattet hverken den oprindelige eller den senere tekst, men både under og efter 2. verdenskrig blev den omtalt som en partisansang. Derefter er den blevet opfattet og brugt som en slagsang for frihed og imod undertrykkelse. 

Den har hyppigt været anvendt som kampsang og bruges også i dag rundt om i verden. Og er oversat til en række sprog i ofte forskellige tekstversioner. Gennem tiden har en lang række kunstnere taget den på sit repertoire og indspillet den. Bl.a. den franske sanger Yves Montand – i Danmark af Savage Rose. 

Historisk baggrund

Den historiske baggrund for teksten har, som sagt, en dobbelt karakter. Mens sangens oprindelse er lidt uklar, stammer både melodi og dele af teksten formodentlig fra en ældre folkevise, der blev sunget af kvindelige landarbejdere i rismarkerne på Po-sletten i Norditalien i slutningen af 1800-tallet og ind i 1900-tallet. Sangen var udtryk for deres frustration over det hårde arbejde og elendige livssituation. Utilfredshed med forholdene førte i flere tilfælde til oprør, der dog ikke førte til forbedringer.    

Sangens ”Bella Ciao” (”Farvel, skønne”) udtrykker det farvel, hvormed kvinderne - kaldet mondine - om morgenen forlader familien for at gå på arbejde i rismarkerne, hvor de hele tiden har inspektøren med sin stok stående bag sig for at overvåge og presse arbejdsindsatsen op. Mens kvinderne i stegende sol og myg sværmende om sig sled med det ensidigt gentagne arbejde med hænderne i vand og mudder, var tankerne hos familien derhjemme. Sangteksten udtrykker den kollektive oplevelse af det slidsomme arbejdsliv, men rummer også visionen om en fremtid, hvor sangens ”vi” arbejder sammen i frihed. 

Sangen fik ekstra mening og blev også sunget flittigt i 1930´erne under det fascistiske styre. Som løstansatte sæson-arbejdere udførte kvinderne til en lav betaling et hårdt, nedslidende arbejde. De følte sig groft udbyttet; men deres kamp gjaldt ikke blot bedre løn- og arbejdsforhold. De ønskede også samfundsmæssigt bedre forhold for kvinder såsom retten til abort - helt i strid med tankegangen i både den katolske kirke og Mussolinis fascistiske regime. 

Arbejdet i rismarkerne var med til at skabe et fællesskab blandt kvinderne og give dem en identitet som arbejderklasse, der med afsæt i fælles oplevelser kæmpede sammen for et bedre liv for dem selv og deres familie. Sangen Bella Ciao blev et udtryk for denne fællesskabsfølelse og et middel til at samle kvinderne. Den blev også et modbillede til det glansbillede, som regimet fremstillede af ris-produktionen og forholdene for arbejderne i denne for landet vigtige produktion. Sangen afdækkede hulheden i den fascistiske drøm og illustrerede, at det ikke var muligt både at arbejde i rismarkerne og være lykkelige mødre, der fødte og passede børn i nationens tjeneste.

Sangens tekst 

Der er uenighed om, hvem der egentlig har formuleret teksten i sangen. Nogle har peget på sangskriveren Vasco Scansani, der selv har udspring i arbejderklassen, som ophavsmand. Andre mener, at han blot har samlet og samskrevet allerede formuleret tekst og foretaget visse tilføjelser, herunder det sidste vers. Derfor anføres sangen ofte som havende en ukendt tekstforfatter og er i tidens løb blevet omskrevet og forsynet med en ny tekst passende til en given lejlighed. Det skete blandt andet under 2. verdenskrig som en sang om de italienske partisaners heltemodige kamp.

Partisanernes kamp for Italiens frihed fandt sted i de sidste to år af verdenskrigen, hvor tyske tropper havde besat landet efter det fascistiske styres kollaps. Det var samtidigt med, at de allierede styrker efter landgangen på Sicilien i sommeren 1943, bevægede sig sydfra imod nord. Hvilket gik ganske langsomt på grund af hårdnakket modstand fra den tyske hær, der i flere omgang fik bremset de allieredes fremrykning. Partisankrigen i ofte ret uvejsomme bjergområder var derfor af vigtig betydning.

Ligesom de allierede tropper led store tab, mødte også mange partisaner døden under kampene, hvilket sangen da også berører. Partisanerne var en bred koalition af kommunister, socialister, kristendemokrater, liberalister og anarkister. De udførte guerillakrig, sabotageaktioner og efterretningsarbejde i bjergene og i de større byer i Nord- og Centralitalien, ligesom de understøttede de allierede styrker.

Som partisansang er der tale om en helt ny tekst, hvor kun linjerne ”Bella Ciao” er bevaret. Den er oversat til en række andre sprog -herunder dansk- i flere versioner. I partisanudgaven er det ikke blot en klagesang over dårlige forhold, men en kampsang, der skal opildne til dåd og moralsk understøtte kampen imod den tyske besættelsesmagt og de italienske fascister. Den blev sunget inden kamp, ved lejrbål i skovene og bjergene såvel som ved andre lejligheder, hvor partisaner og deres støtter samledes. Det er dog usikkert, hvor udbredt sangen rent faktisk var blandt partisanerne. Efter krigen har flere forhenværende partisaner fortalt, at de ikke har kendt eller sunget den. 

Udbredelse og brug gennem tiden

Den store udbredelse som frihedshymne fik sangen først nogle år efter 2. verdenskrig. Teksten til partisansangen blev udgiver i 1953, men først i 1964 fik den et større gennembrud efter at være blevet fremført på en musikfestival i Spoleto af gruppen Il Nuovo Canzoniere Italiano, der præsenterede den som både mondinernes sang og som partisansangen. 

Med tiden er den i begge versioner såvel som med helt nye tekster blevet brugt verden over – i de senere år også via den spansk producerede Netflix-serie Casa de Papel (Papirhuset), hvis hovedpersoner sang den som en hymne til modstanden mod systemet. Via internettet gik sangen verden rundt og forstærkede dens popularitet.

Sangen er blevet indspillet af mange forskellige kunstnere kloden rundt lige fra Tom Waits til Helmut Lotti, ligesom en gruppe medlemmer af det svenske socialdemokrati har lavet en indspilning. Sangen er også blevet brugt ved demonstrationer lige fra indiske bønder til modstandere af det tyske parti AfD.

I Danmark har Bella ciao lige siden 1970´erne ofte stået på repertoiret, når der skulle synges ved møder og arrangementer på den politiske og faglige venstrefløj og også af og til lydt på fagbevægelsens kurser både i den ene og den anden udgave.  

Skrevet af Peter Raben, SFAH.