
Det er hvidt herude er skrevet af Steen Steensen Blicher i 1838 med melodi af Thomas Laub fra 1914. Gennem beskrivelser af snedækkede træer, fugle, der søger føde, og en natur præget af frost og stilhed skaber Blicher et levende billede af den danske vinter. Men bag de kolde vinterbilleder ligger også en længsel efter lys og varme, og ønsket over det længe ventede forår.
Digtet blev oprindeligt udgivet under titlen Ouverture i Blichers digtsamling Trækfuglene fra 1838. Samlingen består af digte om forskellige fugle og deres liv, hvor fuglene ofte også bliver billeder på menneskelige egenskaber og livsvilkår. Det er hvidt herude indleder samlingen med et vinterlandskab, inden de øvrige digte tager læseren med ind i fuglenes verden.
Sangen knytter sig til kyndelmisse den 2. februar, som traditionelt markerer, at halvdelen af vinteren er gået. Dagen har rødder i den kristne lysmesse, men har også i folkelig tradition været forbundet med vinterens kulde og forventningen om det kommende forår.
Steen Steensen Blicher: Trækfuglene. Boghandler Smiths Forlag, Randers, 1838, s. 7–8.
https://kalliope.org/da/work/blicher/1838
Sangens Hus: Det er hvidt herude.
https://sbl.sangenshus.dk/det-er-hvidt-derude/