
Foråret plejer at være tiden, hvor alting spirer og vokser. Men i Benny Andersens Hilsen til forårssolen fra 1981 er det nærmest omvendt. Her bliver både buskadser og budgetter beskåret, mens skatter, økonomiske bekymringer og alderdommens skavanker fylder i hverdagen. Alligevel er det svært at holde humøret nede, når forårssolen endelig begynder at skinne.
Gennem fem vers leger Benny Andersen med ord og vendinger, som får en ny og ofte humoristisk betydning. Hvert vers begynder med en bekymring, men slutter med, at forårssolen får humøret og livsmodet til at vende tilbage. Povl Dissings melodi understreger sangens humor med små pauser, der giver plads til versenes sidste, optimistiske bemærkninger.
Hilsen til forårssolen stammer fra Benny Andersens digtsamling Oven visse vande fra 1981. Samme år udkom sangen på albummet Oven visse vande, hvor Benny Andersen og Povl Dissing sammen satte musik til flere af Andersens tekster. De to havde allerede samarbejdet i en årrække og var især kendt for deres album Svantes viser fra 1973.
Bag den muntre forårssang gemmer sig faktisk en historie om økonomisk krise. Ved en koncert i 2015 fortalte Benny Andersen, at avisen B.T. oprindeligt havde bedt ham skrive et digt om oliekrisen i 1973 og de nedskæringer, der fulgte med. Det blev til Hilsen til forårssolen, hvor de økonomiske bekymringer bliver mødt med humor og glæden ved at være i live.
Sangen er siden blevet en del af den danske fællessangstradition og har fået plads i både Arbejdersangbogen og Højskolesangbogen. Selvom teksten udspringer af en bestemt tids økonomiske bekymringer, er dens glæde over forårssolen og livets små lyspunkter stadig let at genkende.
Sønderborg NYT: Dissing og Andersen i rigtig hygge-koncert.
https://www.sonderborgnyt.dk/dissing-og-andersen-i-rigtig-hygge-koncert/
Lex: Povl Dissing.
https://lex.dk/Povl_Dissing
Gyldendal: Oven visse vande.
https://www.gyldendal.dk/produkter/oven-visse-vande-9788702197891
Højskolesangbogen: Hilsen til forårssolen.
https://hojskolesangbogen.dk/om-sangbogen/historier-om-sangene/h-i/hilsen-til-foraarssolen/