Selvom vi er kvinder

("ai lio lio laj")

Sangen var oprindeligt en italiensk protestsang, som blev sunget af kæmpende landarbejderkvinder på Po-dalen i Italien omkring år 1900. Den er en af de første sange i arbejderbevægelsens historie, hvor kvinder selv står i centrum som politiske aktører.

Siden 1960’erne er sangen gået verden rundt i kølvandet på den nye kvindebevægelse. I Danmark var den en af de mest populære i 1970’ernes kvindebevægelse, og den synges stadig landet over til de årlige 8. marts-arrangementer.

Historisk baggrund: La Lega

På italiensk hedder sangen ”La Lega”, dvs. ligaen. Det var også navnet på en kamporganisation, som kvindelige risarbejdere i Po-dalen dannede sidst i 1800-tallet i deres kamp mod de godsejere, der ejede rismarkerne og dermed var arbejdsgivere for kvinderne.

Den samtidige centralisering og kapitalisering af landbruget gjorde bønderne til daglejere, der var afhængige af godsejernes efterspørgsel på deres arbejdskraft. Det skabte en enorm frustration og vrede og førte til dannelsen af en omfattende socialistisk protestbevægelse blandt landarbejderne især i regionerne Emilia-Romagna, Lombardiet og Piemonte i årene omkring år 1900.

La Lega var en del af denne større protestbevægelse, men det særlige – og meget usædvanlige for tiden – var, at det var kvinderne, der gik forrest i kampen.

Landarbejderkvinderne arbejdede især i rismarkerne, hvor deres arbejde bestod i at luge ukrudt og omplante de skrøbelige risplanter. De blev derfor kaldt for Le Mondine, en betegnelse, der kommer af det italienske mondare (”at rense”).

Arbejdet var hårdt og foregik i mudder og vand til knæene i bagende sol og plaget af malariamyg, igler og slanger. Mange af kvinderne fik hudsygdomme og rygsmerter, der gjorde arbejdet endnu hårdere.

Arbejdsdagene var lange, og lønnen var elendig og betydeligt lavere end den løn, de mandlige landarbejdere fik. Samtidig førte godsejernes vagter et strengt, næsten militært opsyn med kvinderne under arbejdet. Alligevel havde kvinderne overskud til at organisere sig og indlede massestrejker og andre protester, fx i form af blokader mod de skruebrækkere, godsejerne hentede ind fra andre regioner.

Sangene, og især ”La Lega”, spillede en central rolle i kvindernes politiske kamp. Da de arbejdede tæt sammen i marken, kunne de bruge sangene til at holde gesten oppe og til at dele politiske budskaber, uden at vagterne opdagede det. På den måde var sangen, ”La lega”, med til at give dem den nødvendige styrke til at sætte sig op mod godsejerne.

La Legas primære krav var 8-timers arbejdsdagen (otto ore). Efter årtiers intens og ofte voldelig kamp, hvor militæret og politiet gentagne gange blev sat ind mod kvinderne, lykkedes det endelig i 1906 at gennemtvinge loven om 8 timers arbejdsdag på rismarkerne – flere år før mange andre faggrupper opnåede det samme.

Bertoluccis ”1900”

Sangen spiller en central og følelsesladet rolle i Bertoluccis film, ”1900”, fra 1976. Her ser vi de kvindelige landarbejdere sidde på knæ i mudderet på rismarken som tegn på, at de har nedlagt arbejdet. Men da de bliver angrebet af godsejeren og hans vagter, rejser de sig og synger sangen i fællesskab som en fredelig, men magtfuld protest.

Sangens videre skæbne

La Lega og de andre landarbejderligaer blev opløst og knust af den italienske fascisme i perioden 1921–1926. Først med vold af Mussolinis fascistiske tæskehold - med opmuntring og opbakning fra godsejerne. Derefter med et egentlig forbud, da Mussolini var kommet til magten og i 1926 gjorde alle fagforeninger ulovlige. En udvikling, der også er vist i filmen, ”1900”.

Dernæst gik der mange år, hvor sangen ikke blev sunget offentligt. Men i 1960’erne rejste den italienske historiker og etnomusikolog Cesare Bermani rundt i Italien og indsamlede de gamle protestsange fra tiden før fascismen. Han nedskrev og optog også ”La Lega” sunget af de kvinder, der oprindeligt havde sunget den i rismarken og stadig var i live.

Dokumentationen af sangen faldt sammen med dannelsen af den nye kvindebevægelse i 1960’erne, og den blev hurtigt en del af den nye kvindegenerations sangskat.

”La Lega” i Danmark

I Danmark blev sangen populær, da kvindebevægelsens anden bølge slog igennem i 1970’erne. Sangen blev et fast indslag i bevægelsens sociale liv til møder, fester, på ø-lejre og til 8. marts. Det gjaldt, uanset om det var Rødstrømpebevægelsen, Kvindefronten eller en af tidens mindre kvindeorganisationer. Ofte dansede kvinderne kædedans til sangen.

70’ernes kvindebevægelse opfattede sig selv som socialistisk, og især Rødstrømperne havde brug for at imødegå kritikken af, at de bare var frustrerede mellemlagskvinder. Her kunne ”La Lega” med sin direkte identifikation af kvinderne som ”arbejderkvinder” og ”socialister” bruges til at vise noget andet.

Sangen var selvskreven i kvindebevægelsens og venstrefløjspartiernes mange sangbøger. AOF’s sang- og musikgruppe indsang den i 1978 på albummet, ”Du er noget”. Da AOF i 1983 -på initiativ af en gruppe kvinder- udgav hæftet Kvindesange, som et tillæg til Arbejdersangbogen, var Selvom vi er kvinder blandt de udvalgte. Men den kom først kom med i Arbejdersangbogens 11. version fra 1987.

Til gengæld blev den udvalgt som en af de 19 arbejdersange, der indgik i Arbejdermuseets dynamiske lyd- og lysinstallation Festsalens Stemmer, der blev lanceret i 2022.

Sangen er stadig fast indslag, når kæmpende kvinder mødes – ikke mindst til 8. marts for at fejre kvindernes internationale kampdag.

Den italienske tekst

Man ved ikke, hvem der har skrevet den oprindelige italienske tekst til sangen, men det er formentligt foregået som en kollektiv proces blandt kvinderne i La Lega – måske under arbejdet i rismarken.

I den italienske version lyder første linje: ”Sebben che siamo donne, paura non abbiamo”, der oversat betyder det samme som i den danske version: ”Selvom vi er kvinder, så er vi ikke bange”.

Her ligger der tydelige elementer af trods, hvor der direkte sættes ord på datidens patriarkalske kønsideologi – ikke mindst i det katolske Italien - hvor kvinder generelt blev opfattet som mindre værd end mænd. Men sangen fortæller, at når kvinder står sammen, så er de stærke. Ikke kun fordi de er mange, men fordi de ”har skarpe tunger”, og fordi de ”elsker deres unger”.

Især den sidste begrundelse er interessant, for det gør relationen til moderskabet til en styrkemarkør i stedet for den lænke om benet, som kvindernes traditionelle binding til hjem og børn oftest er fremstillet som.

Klassekampsmotivet er gennemgående i teksten. Kvinderne synger med stolthed, at de ”er socialister”, og de kræver, at ”Forrædere og herrer skal alle slås ihjel”.

Derimod indgår der ikke en direkte kritik af deres mandlige kammerater, men nok en indirekte opfordring til mændene om at respektere kvinderne som ligeværdige kampfæller – selvom de er kvinder. Hvert omkvæd ender med ordene: ”Og frihed vil vi ha’”. Det var selvfølgelig først og fremmest en frihed fra godsejerne, men indirekte måske også fra deres egne mænd.

Den danske tekst

Der findes flere forskellige versioner af den danske oversættelse af den italienske tekst – nogle mere sangbare end andre. Men typisk for 70’ernes kvindebevægelse er der intetsteds angivet navne på forfatterne til teksten. Kvindebevægelsens sange var et kollektivt projekt, og man gjorde en dyd ud af ikke at være for professionelle i stilen. Derfor blev stort set alt, som bevægelsen og dens underorganisationer udgav, udgivet anonymt.

I sin doktorafhandling om Rødstrømpebevægelsens historie giver Drude Dahlerup denne karakteristik af bevægelsens sangkultur:

”Det var fællesskabet og budskabet, der var det vigtigste. Hver fugl synger med sit næb, og det er godt, når bare næbbet er et kvindenæb, og budskabet er feministisk med udgangspunkt i kvinders erfaringer” (s. 541).

Ligesom med den italienske tekst er det derfor uvist, hvem der har skrevet teksterne til de danske versioner af sangen.

Den første kendte danske version af sangen er trykt som bilag til et referat fra et møde i Rødstrømperne i København (Det interne blad for København, nr.28 1976). Det er denne version, der siden er blevet den mest udbredte.

Da sangen i 1983 kom med i AOF’s tillæg til Arbejdersangbogen og fra 1987 i selve Arbejdersangbogen, var det i en lidt pænere version end den, der findes i andre sangbøger. Her er linjen ”Forrædere og herrer skal alle slås ihjel” nemlig blevet erstattet af en gentagelse af en tidligere linje i sangen: ”Vor frihed vil vi ha’”. Og det er der jo ikke nogen, der dør af.

Om melodien

Man ved heller ikke, hvem der har komponeret melodien, men den bygger formentlig på en gammel italiensk landarbejdersangtradition.

I sin oprindelige italienske version består sangen af fire dele med hver sin rytme og et stigende tempo. Den starter med en meget langsom indledning og dernæst et lidt hurtigere, men stadig langsomt vers. Dernæst kommer selve sangen, der består af 4 vers med det samme omkvæd efter hvert vers.

Andre lignende sange

Bella Ciao er en anden populær italiensk kampsang, der har gået sin sejrsgang i frihedskampe verden over. Sangen findes i to danske versioner: en om de kvindelige arbejdere i de norditalienske rismarker og deres hårde arbejdsvilkår og en om de italienske partisaners kamp mod fascismen under 2. verdenskrig.

Skrevet af Vibeke Kold/Arbejderkoret.

Litteratur

Indspilninger

AOFs sanggruppe: Du er noget, 1978.

Ensemble, 2015 (på italiensk).

Röda bönnar (svensk kvindegruppe), 1976.

Film

Bertolucci, Bertolt: 1900, del 1, 1976.

Kilder

Albris, Josefine: Med sang blev festsalen levende, 29/11 2022.

Dahlerup, Drude: Rødstrømperne. Den danske rødstrømpebevægelses udvikling, nytænkning og gennemslag 1970-1985, Gyldendal 1998.

Kvindesange -et tillæg til Arbejdersangbogen, AOF 1983.

Wikipedia: Bella ciao.
https://da.wikipedia.org/wiki/Bella_ciao

Wikipedia: La Lega (song).
https://en.wikipedia.org/wiki/La_Lega_(song)