Solen er så rød, mor

Solen er så rød, mor er en af de mest kendte godnatsange i den danske sangtradition. Teksten blev skrevet af Harald Bergstedt i 1915, mens Carl Nielsen komponerede melodien i 1923–1924. 

Teksten er formet som en samtale mellem et barn og dets mor ved sengetid. Barnet ser solen forsvinde, skoven blive mørk og stjernerne komme frem. Mørket vækker både nysgerrighed og uro, og barnet søger svar og tryghed hos sin mor. Samtidig vises der omsorg for ræven, katten og fuglene, der befinder sig udenfor i natten. 

Sangen giver plads til barnets store spørgsmål og følelser uden at tale dem væk. Angsten for mørket, medfølelsen med dyrene og undren over himlen får lov at fylde, mens moderens nærvær og sang skaber ro. Derfor er Solen er så rød, mor både en børnesang og en sang, voksne kan forbinde med deres egen barndom. 

Sangen er gennem generationer blevet sunget ved sengetid i danske hjem. Den bruges også i stigende grad som fællessang og ved begravelser, hvor dens billeder af dagen, der slutter, og stjernerne, der synger barnet til ro, kan få en bredere betydning. 

Baggrunden for sangen  

Harald Bergstedts tekst udkom i tredje bind af digtsamlingen Sange til Provinsen. Digtet blev skrevet i 1915, omkring ni år før Carl Nielsens melodi til teksten blev offentliggjort. Den blev senere optaget i Carl Nielsens samling Ti danske Smaasange fra 1926 sammen med blandt andet Jeg ved en lærkerede og Den danske sang er en ung, blond pige. 

Sangens oprindelige rum er ikke den store forsamling, men det mørke barneværelse, hvor et barn bliver sunget til ro. Når den synges i fællesskab, kan den derfor vække en fælles erindring om barndom, nærvær og tryghed. 

Litteraturliste  

CDskiven: Solen er så rød, mor – historien bag den elskede klassiker. 
https://cdskiven.dk/solen-er-saa-roed-mor-historien-bag-den-elskede-klassiker/ 

Højskolesangbogen: Solen er så rød, mor. 
https://hojskolesangbogen.dk/om-sangbogen/historier-om-sangene/s/solen-er-saa-roed-mor