
Sangskriver
1858 - 1938
Adolph Frederik Charles Meyer var socialdemokratisk politiker, digter og forfatter. Han var medstifter af bl.a. Børnenes Kontor i 1898 og De Unges Idræt (DUI) i 1905.
Meyer var barn af Jensine Knudsen (1820-1904) og skomager, detailhandler Ludvig Rudolph Meyer (1819-1861). Hjemmet var fattigt og lå i forbindelse med en kælderbeværtning på Nørrebro i København. Ifølge egne erindringer, En Agitators Erindringer (1929-1933), overværede han som fjortenårig Slaget på Fælleden i 1872.
Musik og sang var en vigtig del af Meyers opvækst. Der blev lyttet når militærorkestrene marcherede forbi, når der var musik i familiens beværtning, når lirekassemanden kom i gården, samt når han som ung tog til bal på kroerne i Københavns omegn.
Han kom i lære på en symaskinefabrik, hvor han snart fik erfaring med at holde politiske taler, skrive viser og bidrag til den tidlige socialistiske presse. Han var dog ikke tilfreds med de første eksempler, så disse udelod han i erindringerne.
Som svend blev han i 1876 medlem af bestyrelsen for Smede- og Maskinarbejdernes Fagforening af 1873. To år senere, da bevægelsen blev organisatorisk adskilt i en politisk og en faglig del, var han med til at stifte partiet Socialdemokratisk Forbund. Han blev partiets første forretningsfører, men allerede senere samme år tog han på valsen i Tyskland.
Da Meyer kom tilbage til København i 1880, arbejdede han som stukkatør og gipsformer og oprettede en fagforening for faget.
Han var gift tre gange. Første gang i 1883 med Dagmar Kathinka Frederikke Rantzau (1864-1929). Anden gang med Karen Sophie (Sonja) Pedersen (1874-1925). Og tredje gang med Olga Christine Meyer i 1927 (1889-1958).
I september 1884 engagerede P. Knudsen og Emil Wiinblad ham som rejseagitator for partiet og som journalist ved Social-Demokraten. Herefter steg hans popularitet i arbejderbevægelsen, hvor han blev kendt som en farverig og dygtig agitator. Julius Bomholt giver i sine erindringer Vinterlys en levende beskrivelse af Meyers besøg som agitator i Silkeborg og Alderslyst.
I 1885 blev han valgt til partiets hovedbestyrelse, og året efter stod han bag oprettelsen af Diskussionsklubben Karl Marx, som han blev formand for.
Den øgede opmærksomhed omkring hans person gjaldt også for myndighederne. I 1886 blev han tiltalt og idømt fængsel samt beslaglæggelse, for udgivelsen af en arbejdersangbog med ”revolutionære sange” (bl.a. af Carl Ploug), men frifundet ved højesteret.
I 1887, 1890 og 1892 opstillede han til folketingsvalgene, men kom først ind i 1895, hvor han valgtes med stort flertal i den nyoprettede Københavns 13. kreds på Vesterbro. Herefter var han medlem af Folketinget frem til 1932.
Han blev ikke en af partiets mest fremtrædende politikere i Rigsdagen, men inden for kunst og kultur, som han brændte inderligt for, gjorde han sig bemærket. I 1911 gik han eksempelvis imod sit parti i spørgsmålet om nedskæring af militærmusikken.
Idrætten stod A.C. Meyer særligt nær, og han var en pioner indenfor idrætsbevægelsen. Herunder arbejderidrætten, hvor han var medstifter af Arbejdernes Bicycle Club i 1894, Arbejdernes Idrætsklub i 1895 og De Unges Idræt (DUI) i 1905.
Meyer overværede og refererede fra De Olympiske Lege i Athen i 1906 og London i 1908. Ligesom han i 1909 stod bag udgivelsen af Idrætsbogen.
Han lagde mange kræfter i arbejdet for forbedring af børns vilkår. Udover DUI stod han bag oprettelsen af Børnenes Kontor i 1898. Han var aktiv i en række sociale initiativer som indsamlinger til fattige børns beklædning, velgørenhedskoncerter og julehjælp. I 1938 fik han for denne indsats Fortjenstmedaljen i sølv, hvilken han dog afslog at modtage.
Endelig havde han en særlig opmærksomhed omkring alkoholens negative indvirkning på arbejderne. Allerede i 1880’erne meldte han sig ind i Herman Triers afholdssamfund og skrev pjecen Arbejderne og Afholdssagen(1891).
Meyer besad store lyriske kvaliteter, som han ikke bare udfoldede i sin talevirksomhed, men også udlevede gennem talrige sange og digte. Under pseudonymet Phosphorus (lysbringeren) blev mange af dem trykt i Social-Demokraten og senere udgivet i digtsamlinger: Under rødt Flag (1892), Frie Sange (1894), Brænding(1896), Digt og Sang (1903), Nattens Sange (1906), Fra Sol staar op (1911), Mindedigte (1920), I Fred og Fejde (1924) og Nogle oprørske Digte (1933).
Digtene er generelt præget af hans lyse sind, fremtidstro og naturglæde, inkl. hyldester til kvinden, kærligheden og det frie liv. Selv digtene om sociale problemer og kampsangene, som udgør hovedparten af dem, gives der udtryk for megen håb og glæde ved arbejdet.
Hans 1. maj-sange hørte i mange år til de mest sungne, fremfor alt hans omdigtning af Eugène Pottiers Internationale: Flyv højt, vor Sang, paa stærke Vinger, der indgik i hans kantate til Anden Internationales kongres i København i 1910. Han var dertil initiativtager til arbejdersangkorene De vandrende Sangere, der på fridage vandrede rundt i landet, for at give koncerter og vække interesse for sang og friluftsliv.
I 1889 deltog Meyer i Socialistkongressen i Paris sammen med billedskærer Peter Christensen. Det er på den kongres det besluttes at starte den koordinerede kamp for 8-timers arbejdsdag og fejringen af 1. maj. På det tidspunkt havde Meyer overtaget rollen som arbejderbevægelsens hus-skjald efter U P Overbys død 10 år tidligere. Det blev ham der skrev sangen til 1. maj i 1890: Faldne er nu vintrens sidste skranker, med melodi af den svenske komponist Otto Lindblad. Meyers sang emmer af ungdom, gå-på-mod og fremtidstro, og herlige bokstav-rim, næsten som en islandsk saga: mod Ranet Rigdom stiger Råbet. Sangen blev et af Meyers største hits, kun overgået af Flyv Højt Vor Sang. I sine erindringer er han dog lidt kritisk over for teksten, bl.a. fordi ”det stærke udtryk ikke passer mere”.
Meyer skrev et væld af digte og sange på opfordring, og om hvad han selv oplevede rundt i landet. Han oversatte f.eks. den østrigske sang Lied der Arbeit, og en tysk Arbejder-Marseillaise.
Da Arbejdersangbogen udkommer første gang i 1926, er der flere af Meyers sange med:
1. udgave 7 sange
2. udgave 9 sange
3. og 4. udgave er der 11 sange med, men langsomt falder antallet og i
5. og 6. udgave er der kun 6 sange
I den 7. udgave fra 1974 er der kun én tilbage. Men det er så også Flyv Højt….
Allerede året efter DUI blev stiftet i 1905, laver Meyer en lille sangbog med egne bidrag, men også sange af bl.a. Holger Drachmann. Han skriver også en række sange til et julesanghæfte, beregnet for julefester for børn. Måske for bl.a. at blive solgt i den kiosk, han havde på Værnedamsvej omkring 1903.
Meyer skrev også en række kolportageromaner: En Gøglers Roman (1901-1902), Et Fattigbarns Eventyr (1902-1903), Eventyr og Historier (1923) og Bjørnen paa Kunstrejse (1925); en biografi om partiformand P. Knudsen (1916); og skuespil, der blev opført på Arbejdernes Teater: Sypiger (1900), Skøn Valborgs Dag og Stormesteren (1901) og En Oprører (1926).
Fra 1917 til 1919 var han direktør for Thalia Teater i Allégade på Frederiksberg.
I 1910 fandt en verdensbegivenhed sted i København. Den 8. Internationale Socialistkongres samlede delegerede fra 23 lande. Knap 900 repræsentanter fra Asien, Europa, Nord- og Sydamerika. De socialdemokratiske ledere fra Nord- og Vesteuropa var til stede ligesom fremtrædende revolutionære såsom Rosa Luxembourg, Karl Liebknecht, Lenin og Trotskij.
Meyer fik til opgave at digte et større sangværk, en kantate, der sammenskrev otte forskellige landes arbejdersange. Det var Socialdemokratiets formand, P. Knudsens, idé at bruge sange fra flere lande i kantaten.
Den internationale bevægelse delte allerede Internationale, og nu digtede Meyer sin egen danske tekst til denne, og de otte andre melodier. Ikke blot skrev han de ni sange, men også passager med tekster, der bandt sangene sammen, samt lange solo-og korstykker.
Al musikken blev arrangeret og kædet sammen af nykomponeret musik af Ferdinand Hemme, der til daglig var kapelmester på Casino Teatret i København. Det var ligeledes Hemme, der dirigerede kantaten.
500 arbejdersangere iført hvide sangerkasketter, plus fem solister, fremførte værket, sammen med et 60 mands orkester, på Odd Fellow palæets balkon søndag den 28. august 1910 kl. 10.
Hvert land rejste sig, når deres sang blev sunget. Værket sluttede med den fælles kendte Internationale, som alle kunne synge med på.
Socialdemokraten skrev:
”Kapelmester Hemme modtog på egne, på sangernes og på musikernes vegne stormende bifald, og kantatens slutning måtte gentages.
Kantatens forfatter A.C. Meyer, hyldedes gentagne gange, og alle hovederne vendte sig mod ham, mens han med sit krøllede hår bukkende stod på balkonen mellem de danske delegerede, i hvis blonde rækker, han er en form for sydlænding at se på.”
De delegerede fik udleveret sanghæfter, og her fremgår det at sangene var fra: Danmark, Norge, Sverige, England, Frankrig, Østrig, Tyskland, Rusland (Polen) samt Internationale.
Inden den store kongres i 1910, afholdtes Den Internationale Kvindekongres i Folkets Hus på Jagtvej. Typografernes kor Guttenbergkoret indledte kongressen med en kantate af Meyer: Vær velkommen kvinder.
Skrevet af Kenn Schoop/SFAH
A.C. Meyer: En Agitators Erindringer. Bind 1. 1929.
A.C. Meyer: En Agitators Erindringer. Bind 2. 1933.
A.C. Meyer: Fra Sol Står Op. 1911.
A.C. Meyer: I Fred og Fejde Gennem 40 År. 1924.
A.C. Meyer: P. Knudsen. 1916.
Arbejdersangbogen, AOF: Arbejdersangbogen. 1926 og senere udgaver.
Dansk Biografisk Leksikon/Lex: A.C. Meyer
https://biografiskleksikon.lex.dk/A.C._Meyer
Højskolesangbogen: Flyv højt, vor sang, på stærke vinger
https://hojskolesangbogen.dk/om-sangbogen/historier-om-sangene/e-g/flyv-hoejt-vor-sang-paa-staerke-vinger
Julius Bomholt: Vinterlys. Forlaget Fremad, 1956.
Lex: A.C. Meyer
https://lex.dk/A.C._Meyer
Partitur og sanghæfte fra Den Internationale Socialistkongres i København. 1910.