
Sangskriver
1819 - 1879
I Arbejdermuseets festsal står der en buste af Ulrik Peter Overby, som var den første i rækken af store arbejderdigtere. Hans sange, hvoraf enkelte stadig synges, indtager en central plads i arbejderbevægelsens sangtradition.
Over festsalens lydanlæg kan man som besøgende lægge øre til lydcollager samt 20 arbejdersange, heriblandt U.P. Overbys "I flugt går tiden over livets bølge", der i sin tid blev sunget ved indvielsen af salen. Med titlen Arbejdersangen var den oprindeligt tilegnet den progressive Københavns Arbejderforening og skrevet til dens grundlovsfest i 1859. Og var den første sangtekst han skrev til en arbejderorganisation.
I 1872 tog Louis Pios nystiftede arbejderbevægelse sangen til sig i en bearbejdet udgave. Den indgik bl.a. i den første sangudgivelse, skillingsviseserien Socialistiske Sange. I denssidste linje bebudes ”en mægtig broderpagt”. Men det er, som Julius Bomholt har påpeget, mellem samfundsklasserne og altså ”ikke proletariatets revolution, der er tale om, men et ekko af romantisk filosofi.” Hvilket står i kontrast til Overbys kampsange Socialisternes March (Snart dages det brødre) (1872) og Proletarernes vise, (Enhver som har trådt sine barnesko) (1871), men det illustrerer den politiske radikalisering op gennem 1860’erne.
Oprindelig var Overby kopist ved Hærens Klædedepot, men havde også syslet lidt med små teaterstykker og digte under pseudonymet Johannes Barner. Og som nævnt skrevet lejlighedssange til Københavns Arbejderforening og før det til den mere nationalliberale Arbejderforeningen (af 1853). Men ligesom Pio blev han stærkt inspireret og aktiveret af den socialistiske opstand, Pariserkommunen, i 1871. Så da Pio samme år stiftede Den Internationale Arbejderforening, blev Overby hurtigt medlem og leverede foreningens populære signatursang, Socialisternes March, som indtil i 1940’erne indtog hæderspladsen som nr. 1 i arbejdersangbøgerne.
Skrevet af Kenn Schoop/SFAH.
Arbejdermuseet: Festsalens stemmer.
https://arbejdermuseet.dk/det-sker/festsalens-stemmer/