Snart dages det, brødre

Oprindelig hed sangen Socialisternes march, men fik siden navn efter den første sætning, Snart dages det brødre. Forfatteren var Ulrik Peter Overby (1819-1879), som i januar 1872skrev den til Den Internationale Arbejderforening for Danmark, som Louis Pio sammen med Harald Brix og Poul Geleff havde stiftet d. 15. oktober året før, som en dansk afdeling af den internationale socialistiske sammenslutning (Første Internationale).

Arbejderbevægelsens første kampsang

Sangen blev antagelig sunget første gang i 1872 til Den internationale Arbejderforeningsnytårsfest i kælderen under danseværtshuset Phønix i Helliggejststræde i København. Foreningens indtil da hemmelige stormester, Louis Pio, hørte den formentlig først d. 17. februar i de nye lokaler i Lille Kirkestræde, hvor han netop hjemkommet fra Genève skulle berette om sin rejse. Her havde han bl.a. mødt sin nestor, veteranen Johann Philipp Becker, det tyske socialdemokratis grundlæggere August Bebel og Wilhelm Liebknecht samt flygtede parisiske kommunarder. På mødet var det første gang, at Louis Pio trådte offentligt frem som Internationales formand. En position de 500 deltagere ved afstemningen begejstret bekræftede med hurraråb.

Akkompagneret af en senere kendt dirigent, Carl Gottschalksen, både startede og sluttede mødet med Socialisternes march. Hvilket efterhånden blev skik og brug ved alle Internationales møder. Og når der ellers var lejlighed til det. Med den havde den spæde arbejderbevægelse fået sin første og helt egen slagsang. 

Fra skillingstryk til arbejdersangbog

I løbet af ganske kort tid blev Overbys marchsang spredt og sunget i den unge arbejderbevægelse. Den fik nærmest kultstatus. Mange har givetvis kunne spejle deres tilværelse i teksten, som blev distribuereret effektivt og billigt som skillingstryk. Hvilket var en gammel og velkendt form for kulturformidling i almuen. Socialisternes march udkom i februar 1872, som nr. 1 i en serie på i hvert fald 9 skillingstryk med fællestitlen Socialistiske Sange. Og efterfølgende i flere nye oplag. Det fortæller, at man stort set fra arbejderbevægelsens start inddrog sange, som en vigtig del af samværet og det politiske opbygningsarbejde. Indadtil stimulerede sangene sammenholdet og en fælles identitetsfølelse, mens det udadtil viste bevægelsens styrke og mål.

Af kommercielle eller/og ideologiske grunde udgav samtidens succesfulde storproducent af skillingsviser, Julius Strandberg, en mere moderat udgave af Overbys sang. Den viste en vis forståelse for strejken, som en vej til bedre lønforhold, mens kampen for et nyt samfund var helt fraværende.

I 1873 udkom Den Internationale Arbejderforenings Visebog på Socialistens Forlag, hvorde to første sange var af Overby. Henholdsvis Socialisternes March og Arbejdersangen (I Flugt går Tiden over Livets Bølger). Men den første større samling af arbejdersange,Sangbog for Det social-demokratiske Arbejderparti, blev udgivet af Louis Pio i 1875. Dens 73 sange var overvejende de nye socialistiske kampsange. Også her med bevægelsens signatursang Socialistmarchen som den første i rækken. En hædersplads som den bevarede i de efterfølgende sangbøger- og hæfter helt frem til 1946, hvor Oskar HansensDanmark for Folket forviste Socialisternes March til tredjepladsen. 

Med tiden spredte Overbys socialistmarch sig også til arbejderbevægelserne i Norge ogSverige, hvor den begge steder fik en fremtrædende plads i sangrepertoiret. Dels i Sange for norske Socialister (1891) og dels i den svenske Socialistisk Sångbok (1897).

Frihedssang 

Både for arbejderne og borgerskabet blev sangen hurtigt symbolet på socialismen i Danmark. For arbejderne var det en frihedssang, vendt imod den undertrykkelse og udbytning de dagligt oplevede, og som var blevet værre op gennem 1860’erne. Så tekstlinjer som Man deler vor frihed, beskærer vort brød og kaster foragt på vort navn gav konkret mening. Tilsvarende den manende opfordring til at gøre modstand: Til Arbejdet! Liv eller død! Sangen bandt hverdagens eksistenskamp sammen med bevægelsens idéer og program og skabte dermed et håb og en tro på, at historien var ved et vendepunkt. 

Til arbejdet liv eller død!

Set fra borgerskabet og politimyndighedernes synsvinkel blev Til Arbejdet! Liv eller død og Det knager i samfundets fuger og bånd/lad falde hvad ikke kan stå set som en opfordring til omstyrtelse af den herskende samfundsorden. Så ved flere lejligheder forbød politimyndighederne, at sangen blev sunget ved demonstrationer og arbejdskampe.Ligesom de forbød brug af røde faner.

Af politiets mange spionrapporter fra Internationales møder fremgår det, at mansystematisk noterede, når et møde blev afsluttet med afsyngelsen af Socialisternes March.I en politirapport af 19.2 1872 om bladet Socialisten hedder det, at Denne Arbeiderenesfortrykte, underkuede og haabløse Tilstand udmales i Bladet paa den mest fanatiske Maade og end vildere i den nylig udkomne Sang ”Socialisternes March”, der indeholder Kraftessentsen af den i Bladet udfoldede Virksomhed for at ophidse Arbejderne, og indprænte dem Hadet som det eneste Vaaben, de have tilovers mod ’Storborgerne’ ”.

Følgelig figurerede sangen også i myndighedernes Bemærkninger til vejledning ved bedømmelsen af Den internationale Arbejderforenings virksomhed...

(Jens Engberg 1985, s. 234, 141)

Socialisternes March på Fælleden

Den 2. maj 1872 indkaldte Internationalen til sit første friluftsmøde. Under overskriften Målet er fuldt skrev Louis Pio på forsiden af dagbladet Socialisten en opildnende artikel med en opfordring til alle arbejdere om at deltage i et folkemøde d. 5. maj på Nørre Fælled til støtte for murernes lange strejke for at få afskaffet ”slavetimen” fra kl. 18-19. Det var lige, hvad Københavns politidirektør Crone havde ventet på. Med en tøvende opbakning fra justitsministeriet fik han gjort det forbudt overhovedet at afholde friluftsmøder. Ikke fordi mødet i sig selv var ulovligt, men for en gang for alle at ”slaa den hele bevægelse need”. Ude på arbejdspladserne blev mange arbejdere rasende. En betjent, som mødte op på en tobaksfabrik for at proklamere mødeforbuddet, rapporterede, at han blev mødt med trusler og kampsangen Socialisternes March.

Pio m.fl. fastholdt, at grundloven og forsamlingsfriheden også gjaldt for arbejderne. Så aftenen før vedtog han sammen med 1000 fremmødte medlemmer at gennemføre mødet. 

Hvilket førte til natlig arrestation af lederne Pio, Brix og Geleff og efterfølgende lange fængselsstraffe i isolation samt forbud mod Internationale.

Trods forsamlingsforbuddet mødte mange mennesker op rundt om Nørre Fælled, hvor der var et massivt opbud af husarer og politibetjente. På et tidspunkt trængte ca. 1000 mennesker ind på fælleden arm i arm, mens de sang Socialisternes March, hvor de ifølge politiet med Kraft gjentog Omkvædet: ’Til Arbejdet, Liv eller Død!’. Dette udløste Slaget på Fælleden, hvor politiet og husarerne med knipler og (den flade side af) sablerne angreb folkemængden, som gav igen med sten og snus (til hestene).

Arbejdersangforening på fængselsbesøg

Det politiske tidehverv, som Pariserkommunen og efterfølgende stiftelsen af Den Internationale Arbejderforening for Danmark signalerede, udmøntede sig tillige i dannelsen af en lang række nye arbejdersangkor, som distancerede sig fra de gamle, der var prægetaf laugstiden og borgerligt nationalt tankegods.

Blandt dem var Den Sociale Arbejdersangforening. I pinsen 1874 gik 200-300 af dens medlemmer i procession med kor og foreningsfane ud foran Vridsløselille Statsfængsel, hvor Pio, Brix og Geleff sad fængslet, syngende Socialistmarchen (Snart dages det brødre). Det forlyder, at medvinden gjorde sangen hørbar bag de fængsledes vinduer.

Ved sin stiftelse i 1898 blev Sangforeningen ”U. P. Overbyes Minde” i Ordrup opkaldt efter Overby, der godt nok var død tilbage i 1879, men som via sine sange tydeligvis levede videre i bevægelsen.

Sangen som tidsbillede

De forskellige tiders arbejdersangbøger er et vindue ind til arbejderklassens samtidige livsvilkår og udviklingen i bevægelsens politik. Fx er der en klar forskel på de militante pionerår med U. P. Overbys åbenlyse vrede og så arvtageren A. C. Meyers mere optimistiske fokus på den samfundsbygning, som arbejderbevægelsen skulle rejse. 

Noget lignende er på spil, da man fra og med den reviderede udgave af Arbejdersangbogen anno 1946 udelod det 5. vers i Socialistmarchen, hvor man vendte brodden imod rigmændene, der levede af arbejdernes arbejdskraft og imod præsterne, der blev betragtet som borgerskabets ideologer:

Rigmændene fodres ved arbejder-slid, og præsterne fører os frem til pøle af svovl på den yderste tid, om ikke vi ofrer til dem. Vi bygger en guldgrav, tyranner! for brød. Til arbejdet, liv eller død!

Litteratur

Clausen, Karl: Dansk folkesang i 150 år. 1958.

Dansk litteraturhistorie 1848-1901. Dannelse, folkelighed, individualisme. Bd. 6, 1990.

Ebbesen, Niels Fink: Sang og sange i københavnske arbejderforeninger 1848-1872.

Engberg, Jens: Louis Pio og slaget på Fælleden. Acta-serien, 1980.

Engberg, Jens: Til arbejdet – liv eller død! Louis Pio og arbejderbevægelsen. 1979.

Engberg, Jens (red.): Den Internationale Arbejderforening for Danmark. Aktstykker til belysning af statsmagtens kamp mod den tidlige arbejderbevægelse i Danmark fra august 1871 til slaget på Fælleden i maj 1872. SFAH/ABA, 1985.

Nygaard, Bertel: Fremad til arbejdersang. I Sang og vise i Danmark. Bd. 1: Fællessang og skolesang 1800-1914. 2025.

Socialistiske Sange 1-9. Skillingstryk, 1872-1873. Det Kgl. Bibliotek.
https://www.kb.dk/e-mat/dod/115308018776-color.pdf

Tønnesen, Einar H.: De gamle arbejdersange. Arbejdsmændenes Fagblad, nr. 16, 31. august 1946.