Avanti popolo

Sangen Avanti Popolo, der også kendes under navnet Bandiera Rossa (Røde Flag), er en italiensk arbejdersang, der hylder det røde flag og arbejderbevægelsen. 

Sangteksten er skrevet i 1908 af Carlo Tuzzi. Den oprindelige tekst på italiensk er blevet ændret i flere omgange og i forskellige versioner tilpasset socialistiske og kommunistiske partier i forskellige lande. Det har afhængig af politisk orientering varieret, om der i sidste verselinje stod ”socialisme” eller ”kommunisme”. Den indledende linje i sangen hed oprindeligt "Compagni avanti alla riscossa", men blev senere efter Musolinis magtovertagelse i 1922 ændret til "Avanti o popolo, alla riscossa". 

Folkelig sangtradition

Melodien er baseret på to folkeviser fra den italienske provins Lombardiet – Ciapa on saa, pica la porta og Ven chi Nineta sotto l’ombrelin. Sidstnævnte lægger toner til sangens omkvæd. Melodien anføres som regel med komponisten som ukendt, da der ikke er nogen dokumentation for, hvem der har komponeret de to melodier, der udspringer af folkelige sangtraditioner. 

Carlo Tuzzi anføres som tekstforfatter. Han levede fra 1863 til 1912 og var forfatter af blandt andet bøger om romerske folkelige traditioner. Han skrev også sangtekster og beskæftigede sig med at genopleve ældre italienske folkesange og udgav en samling af disse sammen med Lamberto Mercuri med titlen Canti politici italiani (1793-1945).

Det er formodentlig i arbejdet med folkesangene, at han er stødt på de to viser, der kom til at udgøre melodien til Avanti Popolo. Den er udformet som en enkel, gentaget struktur velegnet til fælles sang ved møder og demonstrationer baseret på marchrytmer, der ofte blev brugt i arbejdersange i Norditalien i begyndelsen af 1900-tallet.

Tekstens indhold og formål er at opildne til solidaritet, kamp og oprør imod de bestående magtforhold. En del af ordlyden er hentet fra paroler og kampråb, der gik fra mund til mund. Derfor var der ofte variation i, hvordan teksten lød ved afsyngelsen af Avanti Popolo, indtil teksten blev nedskrevet og senere udgivet på tryk. Det røde flag – ”Bandiera Rossa” – var det centrale element i sangen og stod som symbol på samling af arbejderne til fælles kamp. Sangen kendes derfor i Italien mest under titlen Bandiero Rossa, mens den i Danmark oftest figurerer med titlen Avanti popolo (Fremad folk). 

Fra arbejderhymne til antifascistisk kampsang

I de første årtier af 1900-tallet brugte det italienske socialistparti Avanti Popolo som en arbejderhymne ved møder, kampagner og strejker. Den fik en vigtig mobiliserende funktion i et par turbulente år lige efter afslutningen af 1. verdenskrig - kaldet Biennio Rossi - præget af social uro med over 1800 strejker og fabriksbesættelser samt overtagelse af landbrugsjord fra de store jordbesiddere. Millioner af industriarbejdere, landarbejdere og offentligt ansatte var på barrikaderne og brugte sangen som samlingspunkt. 1. maj 1919 drog brandvæsenets orkester gennem Milano spillende Avanti Popolo.

Sangen lød også, når socialistiske arbejdere kom i slagsmål med fascistiske bøller. Men de kunne ikke mobilisere tilstrækkelig modstand til at hindre den fascistiske magtovertagelse i efteråret 1922 efter fascisternes march til Rom. Hvilket førte til demokratiets afskaffelse og indførelsen af over 20 års diktatur under ledelse af Benito Mussolini, hvor sangen blev forbudt som regimefjendtlig. Offentlig fremførelse førte til anholdelse, og den blev derfor et undergrundsfænomen som symbol på modstand imod det fascistiske styre, og sangens omkvæd blev ændret til "Avanti o popolo, alla riscossa".

Nyt liv som partisansang

20 år efter forbuddet blev sangen genoplivet og sunget åbent, da partisaner efter de allieredes landgang i Italien i sommeren 1943 gik til modstand imod fascisterne og den tyske hær, der havde besat landet efter det fascistiske styres kollaps. Det skete samtidigt med, at de allierede styrker bevægede sig ganske langsomt imod nord, idet de mødte hårdnakket modstand fra den tyske hær, som i flere omgang fik bremset de allieredes fremrykning. 

Partisankrigen i ofte ret uvejsomme bjergområder var derfor af vigtig betydning. Partisanerne var en bred koalition af kommunister, socialister, kristendemokrater, liberalister og anarkister. De udførte guerillakrigsførelse, sabotageaktioner og efterretningsarbejde i bjergene og i de større byer i Nord- og Centralitalien, ligesom de understøttede de allierede styrker. 

Sangens anvendelse

Avanti Popolo blev ligesom partisanudgaven af sangen Bella Ciao, der i sin oprindelige udgave handlede om kvindelige landarbejderes kamp, en kampsang, der skulle opildne de kommunistisk orienterede partisaner til dåd og moralsk understøtte kampen imod den tyske besættelsesmagt og de italienske fascister. 

Den blev sunget inden kamp, ved lejrbål i skovene og bjergene såvel som ved andre lejligheder, hvor partisaner og deres støtter samledes. Også i den tyskbesatte hovedstad Rom kunne sangen høres blandt modstandskæmperne, og byens største netværk af modstandsgrupper med flere tusinde medlemmer fra især arbejderklassen kaldte sig Bandierra Rossa. Sangen stod på repertoiret ved hemmelige møder, ved aktioner imod fascister og deres medløbere såvel som ved mobiliserende aktiviteter.

Kort efter afslutningen af 2. verdenskrig blev Avanti Popolo udnævnt til det italienske kommunistpartis officielle hymne. Her blev den i 1940´erne sunget ved alle møder og kampagner og fik en central placering i parlamentsvalgkampen i 1948, hvor kommunistpartiet i alliance med det socialistiske parti dannede den såkaldte folkefront. Sammen fik de knap en tredjedel af stemmerne, men blev slået af Kristendemokraterne med omtrent halvdelen af de afgivne stemmer.

I 1969 blev sangen genoplivet i forbindelse med en strejkebølge, der landet over omfattede over 5 millioner arbejdere på store industrivirksomheder, bl.a. på Fiat. Ved fabriksbesættelser og demonstrationer med krav om højere løn og flere rettigheder til arbejderne og deres fagforeninger blev sangen sunget flittigt. Den bredte sig efterhånden til andre i kamp ikke mindst imod nyfascismen, der i 1970´erne og årene efter voksede frem både med terrorhandlinger og på den politiske scene. Hvilket gav afsæt for partiet Italiens Brødre, der med Giorgia Meloni i spidsen vandt regeringsmagten efteråret 2022 – nøjagtigt 100 år efter Mussolinis magtovertagelse.

Sangen bredte sig også til politiske og aktivistiske miljøer i andre lande og blev oversat til en række sprog. På tysk blev den sunget i både Øst- og Vesttyskland og opført som korværk af et østtysk ensemble. Også på engelsk er den blevet brugt i forskellige sammenhænge. Den er blandt andet blevet fremført af højtstående medlemmer af det britiske arbejderparti Labour ved en partikongres. Også i mere moderne rytmer er Avanti Popolo blevet fremført og indspillet i både rock- og punkversioner. 

Sangen er også oversat til dansk og stået på sætlisten hos blandt andet Søren Sidevinds Spillemænd ved deres koncerter og har siden 1970´erne ofte været på programmet, når der skulle synges ved møder og arrangementer på den politiske og faglige venstrefløj og har også af og til lydt på fagbevægelsens kurser. 

En grundig gennemgang af sangens tilblivelse og anvendelse samt de politiske og historiske forhold, som den er knyttet til, kan på engelsk læses på hjemmesiden Grokipedia: https://grokipedia.com/page/Bandiera_Rossa

Skrevet af Peter Raben, SFAH.