
Min arbejdersangbog
Juncker har fundet fem sange frem fra Arbejdersangbogen, som hver især har en særlig plads hos ham. Her deler han sine personlige favoritter.
Vi havde en liveplade derhjemme, hvor Kim Larsen spillede denne. Alene melodien, når han fløjtede, gik dybt under huden på mig. Og jeg kan godt lide, når en sang er simpel og jordnær, selvom en sætning som: ”Min ven, nu glemmer vi, at det var vinter” også stikker dybere i det mørke, vi forlader hvert forår.
Jeg var spejder som barn, og jeg tænker på den juleaften, hvor jeg fik en ny spejdersangbog. Min mor, hendes moster og min mormor, som også havde rødder i det danske spejderkorps, sad hele aftenen og bladrede i den og skiftedes til at vælge sange, de ville synge. Da min mormor valgte ”I skovens dybe stille ro”, vidste jeg, vi delte noget større. Og jeg registrerede, at tit var de bedste sange meget korte ligesom Queen's ”Is this the world we created” - det er som om, kortheden rummer en sjælden præcision og rammer sandheden lige på kornet.
Den her sang rammer mig med tonsvis af håb og lige dele sørgmodighed, hver eneste gang, lige dér, hvor en sang gør ondt og godt på en gang. For hvorfor i alverden skal det være så svært, at skabe balance, når vi alle egentlig ønsker det samme, i hvert fald os ”drømmere”.
I folkeskolen læste vi af og til sangtekster i engelsktimerne, og når store sangskrivere pegede på social ulighed - det kunne være Tracy Chapman eller Sinead O'Connor, men også Ralph McTell, så gik det op for mig, hvor privilegieblind, man kunne være, og hvor uretfærdigt livet ofte er.
Jeg voksede op med min mor og to storebrødre. Min mor og yngste storebror hørte spandevis af klassisk musik, mens min ældste bror og jeg fyldte æteren med oceaner af post-punk. Når min mor i ny og næ luftede sin interesse for andet end klassisk musik og spejdersangbogen, så satte hun Johnny Cash eller Povl Dissing på, og bl.a. ”Svantes lykkelige dag” blev en slags brobygger mellem os. Og Benny Andersen vakte meget tidligt sansen for det danske sprog i mig, og jeg forstår nok bedre i dag, hvad det er hans skrivemaskine kunne. Men når en historie kunne skrives så kort på 5 vers, så var der ingen grund til at læse de lange noveller og da slet ikke hele romaner - lektier i det hele taget, men jeg kunne lære lige så meget og mærke det meget stærkere i sangens korte format. Og jeg tror, den her sang er en afgørende brik i, hvorfor jeg laver det jeg gør i dag. Og vi hører ofte den her sang, når min mor kommer på besøg.