Joe Hill

I Dreamed I Saw Joe Hill Last Night, The Ballad of Joe Hill

Omkring 1930 skrev den unge amerikanske venstrefløjsskribent Alfred Hayes (1911-1985) et digt om den svensk-amerikanske fagforeningsaktivist og sangskriver Joe Hill, som i 1915 var dømt og henrettet for mord. Rettergangen havde været stærk kritisabel uden reelle beviser. Men trods et massivt internationalt pres og præsident Woodrow Wilsons appel om, at lade sagen gå om fastholdt Utahs guvernør, mormonen William Spry, hårdnakket dødsdommen. Mange så det som et politisk motiveret justitsmord koreograferet af Utahs konservative mormonstyre og mineselskaberne. For de hadede den syndikalistiske fagforening, som Joe Hill tilhørte, Industrial Workers of the World (IWW).

Med Joe Hills henrettelse fik IWW -og med tiden bredere dele af den amerikanske arbejderbevægelse- en martyr og legende, hvis populære sange levede videre og inspirerede senere sangskrivere og musikere. Men både i USA og især rundt om i verden har det dog særligt været Hayes sang om Joe Hill og i mindre grad hans egne sange, som i længden har holdt hans navn og budskaber levende.

Fra sommerlejrsang til den spanske borgerkrig

Alfred Hayes digt om Joe Hill blev første gang publiceret i magasinet New Masses i 1934. Melodien kom til i 1936 på den kommunistisk orienterede, men i øvrigt ret mangfoldige sommerlejr, Camp Unity, i Staten New York. Campen var i en årrække et populært kulturelt test- og epicenter for en lang række sangere, skuespillere, forfattere og musikere. Heriblandt Harry Belafonte og Dizzy Gillespie. På lejren fandt komponisten Earl Robinson, som var leder af det kulturelle program, sammen med Hayes om at give digtet en melodi, så det kunne indgå i aftenens lejrbålsunderholdning. Det tog dem 40 min. Og inden sommeren var ovre, havde sangen nået til en arbejderkongres i New Orleans og en picket line i San Francisco. Og i slutningen af året tog frivillige fra Abraham Lincoln Brigaden den med til den spanske borgerkrig, hvor de skulle kæmpe imod kupgeneralerne og Francos falangister.

På den første pladeudgivelse i 1939 sang Michael Loring, mens Earl Robinson selv spillede klaver. Men da den politisk passionerede og international anerkendte afro-amerikanske sanger Paul Robeson (1898-1976) efterfølgende tog sangen på sit repertoire, blev den spredt udover hele verden. I fine koncertsale, ved fronten hos de frivillige brigadister under den spanske borgerkrig, ved protestdemonstrationer, blandt skotske minearbejdere og australske bygningsarbejdere under opførelsen af Sydneyoperaen og i irske fagforeninger hørte man Robesons baryton-basstemme formidle ”Joe Hill”. Foreviget og yderligere spredt via filmoptagelser og grammofonplader.

Uofficiel hymne for den amerikanske arbejderbevægelse

Da Joe Hills sange, liv og ikke mindst død på én gang var konkret virkelighed og samtidig rummede det mytiske stof, som heltefortællinger laves af, blev Hayes & Robinsons fine lille værk snart en uofficiel hymne for den brede amerikanske arbejderbevægelse. Næsten på niveau med ”Solidarity Forever” af digterkollegaen fra IWW, Ralph Chaplin. Det hjalp nok på udbredelsen, at de andre grupperinger i arbejderbevægelsen typisk undlod at minde om Joe Hills tilknytning til den radikaldemokratiske organisation IWW. Og at han med sin sidste besked fra fængslet om ”Don’t waste time mouring, organize”, henvendte sig til det syndikalistiske IWW.

Fortolkninger og inspiration

Med tiden er ”I dreamed I Saw Joe Hill Last Night” blevet en standard i den amerikanske folk music. I 1940-50’erne godt hjulpet på vej af især Pete Seegers The Almanac Singers og The Weavers, som en tid også omfattede Woody Guthrie, der I 1947 lavede sin egen 14 vers lange ballade om Joe Hill. I 1960’erne gav de faklen videre til bl.a. Joan Baez, som på Woodstockfestivalen i 1969 gav sangen et nyt gennembrud med ordene:

”Det spiller ingen rolle, hvor lang tid der er gået, den her sang er altid aktuel”. Sangen og legenden Joe Hill blev plantet i det nye og antiautoritære venstre, som rummede et vist ideologisk slægtskab med IWW. Interessen eksploderede globalt. Ikke mindst i Sverige, hvor socialdemokraterne brugte hans sange i deres valgturné, Kerstin Ekmann udgav Menedarneog Bo Widerberg lavede sin spillefilm om Joe Hill.

Siden Woodstock har en perlerække af kunstnere taget sangen om Joe Hill til sig. Bl.a. The Dubliners (1970/2010), Billy Bragg (1990) og Tom Morello, Rage Against the Machine (2011) som angiver Joe Hill, som en af deres inspirationer. Og på International Workers Day i 2014 gav Bruce Springsteen og The E Street Band deres coverversion.

Kampen om ejerskabet til Joe Hill

Det bekom ikke alle vel, at Joe Hill blev adopteret af grupper i arbejderbevægelsen, som ideologisk stod IWW fjernt. Eller at man brugte ham som ikon, men fortiede hans fagpolitiske baggrund. Men paradoksalt nok så var det samtidig kommunisterne bl.a. via Alfred Hayes & Earl Robinsons sang, som medvirkede til at holde liv i fortællingen om arbejdertrubaduren Joe Hill og hans sange. Worldwide.

I de syndikalistiske blade -både i USA og i Sverige- var der stor vrede over at deres friheds- og antiautoritære helte blev kapret af kommunister. Fx da det svenske kommunistiske Ny Dag i 1952 havde lavet en artikel om oversættelsen af Earl Robinsons Joe Hill-sang, skrev det syndikalistiske Arbetaren at:

”Gennem længere tid har bolsjevikkerne her i landet søgt at udnytte Joe Hills navn i deres propaganda og i tirsdagens nummer af Ny Dag, gjorde de et nyt forsøg på at placere denne alt andet en totalitære arbejderkæmpe i de stalinistiske rækker.”

Kritikken fortsatte gennem årene. Bl.a. i 1968 hvor Arbetarrörelsens Arkiv i Sverige havde lavet en vandreudstilling om Joe Hill, som end ikke nævnte hans tilknytning til det syndikalistiske IWW. Hvilket ifølge Arbetaren ville svare til at lave en udstilling om Hjalmar Branting uden at oplyse, at han var socialdemokrat.

Om Joe Hill (1879-1915)

Joel Emanuel Hägglund, som var hans døbenavn, voksede op i havne- og jernbanebyen Gävle nord for Stockholm, hvor faren som togkonduktør havde fast arbejde og en løn over gennemsnitsarbejderens. Men efter hans pludselige død, da Joel var 8 år, oplevede familien en social deklassering og fattigdom, som krævede at alle 6 børn bidrog til livets opretholdelse.

Efter at Joel gik ud af skolen som 13-årig arbejdede han bl.a. på et rebslageri og som havnearbejder. Det antages, at de tre år i rebslageriets kulde, fugt, limdampe m.m. både fremmede hans hudtuberkulose og livsholdning.

Frikirkemiljø og vækkelsesbevægelse

Familielivet var stærkt præget af forældrenes dybe religiøsitet. Særligt faren var streng kristen, bl.a. forbød han børnene at lege ude på gaden på ’hviledagen'. Og efter ved to arbejdsulykker at have mistet flere fingre takkede han Gud, fordi det havde bragt ham tættere på Jesus. Dvs. på vækkelsen.

Der foregik ingen politiske diskussioner i barndomshjemmet, men de blev indprentet at være Gud og kongen underdanig og adlyde overordnede. En lære som tydeligvis ikke bed sig fast i Joel, der også fik en overraskende lav karakter til konfirmationsforberedelsen. Men samtidig havde den frikirke, hvor de var faste deltagere, et demokratisk element idet præsten Paul Petter Waldenström (1838-1917) var en liberal fritænker og politiker med stor interesse for tidens sociale spørgsmål. Ikke nogen samfundsomstyrter, men teologisk bragte han Gud, som han tillagde stor kærlighed og tilgivelse, ned i øjenhøjde med det enkelte menneske. Og så var frikirkemenigheden et socialt kristent fællesskab med gensidig hjælp og støtte. I sit voksne liv fastholdt Joel Hägglund barndomsmiljøets asketiske forkastelse af alkohol og tobak, men med den politiske begrundelse at det er ”kapitalismens midler til at undertrykke og forgifte arbejderklassen med”. En holdning til alkohol, som han ikke stod alene med jf. IWWs slogan: ”You can’t fight booze and the Boss at the same time.”

Musikalsk familie

Familien samledes ofte om det selvbyggede stueorgel, hvor faren spillede salmer og vækkelsessange. Verdslige var sange var helt udelukket -i hvert fald indtil farens død. Moren skulle have haft en usædvanlig ’mjuk sopran’. Joel lærte at spille på de fleste instrumenter, men havde fiolen som favorit. Hans brødre sang i Arbejderforeningen, mens Joel spillede der indimellem, bl.a. Grieg. Ellers fik han nok meget af sin musikalske opdragelse fra lægterne i Frelsens Hærs propfyldte tempel. Det er sandsynligvis her, at han har hørt frelsersangen ”Sweet bye and bye”, som han i USA omdigtede til ”The Preacher and the Slave” (Pie in the Sky). Lillesøsteren Esther mindes engang da moren skar mosost (myseost) til frokosten, brød han spontant ud i sang på en af gårdsdagens frelsermelodier ”Jag är så glad att mesost är gott”.

Hobo og poet

Da moren i familien Hägglund efter flere års sygdom døde i 1902, opløstes familien. Sammen med sin bror emigrerede Joel til USA, hvor han blev til Joseph Hillstrom, som blev til Joe Hill. Som mange andre immigranter levede han en tid som hobo. Dvs. vagabonderede rundt på jagt efter job. Typisk ved at springe på kørende godstog. Efter at være blacklistet Chicago, fordi han opfordrede fabriksskammeraterne til at gøre fælles front for at få forbedret deres usle lønninger og arbejdsforhold og forkortet den 12 timers lange arbejdsdag, rejste han først østpå til skovdistrikterne og efterfølgende vestpå til San Francisco. Her oplevede han i 1906 det historiske jordskælv og forargedes over alle dem, som ville profitere på katastrofen.

Senere gik turen til San Pedro i Californien. Det var her Joe Hill blev aktiv i IWW og for alvor begyndte at skrive sange og lave tegninger til bevægelsens publikationer og arrangementer. Pudsigt nok så var det i missionskirken på Beacon Street, hvor kirketjeneren lod ham bruge pianoet, at Joe Hill komponerede, arrangerede og testede flere af sine populære sange på egne og kendte frikirkemelodier.

Brigadist i Den Mexicanske Revolution

Den Mexicanske Revolution 1910-20 bestod af en lang række revolutionære kampe, mellem forskellige grupper og skiftende alliancer med forskellige mål. Fx det af legenden Emiliano Zapata ledede oprør mod tyveriet af indianernes og småbøndernes jord. Der deltog amerikanere på flere af borgerkrigens sider. Joe Hill lod sig indrullere i IWW’s brigade, der kæmpede for at befri den mexicanske del af Californien, Baja California, og oprette en fri socialistisk stat. Da det mislykkedes, returnerede Joe Hill til USA.

IWW - den syngende arbejderbevægelse

Det er ikke tilfældigt, at forfatterne til flere af de mest ikoniske amerikanske arbejdersange, var aktivister i IWW, de såkaldte Wobblies. Heriblandt Joe Hill og Ralph Chaplin. For IWW var uden sammenligning den mest syngende bevægelse i amerikansk arbejderhistorie. De sang, når de gik strejkevagt og i optog. De sang på skovture og til rallies. Og de sang i fængslet, i saloons og i hobo jungles*. Det var fællessang, hvor alle kunne medvirke. Mange af sangteksterne lånte melodier fra kendte religiøse sange. Ofte brugt med et satirisk hint til originalen; som fx Joe Hills ”Preacher and the Slave” (Pie in the Sky).

*de midlertidige lejrpladser, hvor omrejsende arbejdere (hobos) overnattede, mens de ventede på et godstog, der kunne bringe dem videre. Indenfor folkemusikken taler man om ’Hobo Jungle Lyrics’.

The Little Red Songbook

Sangene havde en stor betydning i IWW’s fagforeningsarbejde. I 1909 udgav IWW The Little Red Songbook med de tekster og hymner man brugte. Med den provokerende undertitel ”IWW sange til at puste ild i utilfredsheden” lagde man ikke skjul på formålet.

Sangene skulle sætte ord på samfundskritikken, styrke moralen og solidaritetsfølelsen. Og samtidig formidle erfaringer og viden. Desuden var sange den mest effektive måde at sprede IWW’s budskaber på. I 1911 debuterede Joe Hill i sangbogen med sangen om skruebrækkeren Casey Jones, der året efter stod som nr. ét og siden har været en af de populæreste. I 1913 havde Joe Hill ikke mindre en 13 sange med. Bl.a. parodien ”The Preacher and the Slave” (Pie in the Sky) og ”The Tramp”.

Den ikoniske sangbog er gennem tiden udkommet i 30-40 forskellige udgaver med i alt mere end 200 forskellige sange. Senest i 2026.

Skrevet af Kenn Schoop/SFAH.

Litteratur

Adler, William M.: The Man Who Never Died: The Life, Times and Legacy of Joe Hill, American Labor Icon.Bloomsbury Publishing, 2011.

Bird, Stewart m.fl.: Solidarity Forever - An oral history of the IWW. Lake View Press, 1985.

Blanchard, Gary: The little Red Songbook - A Brief History of the Wobblies and their Music. 2014.

Greider, Göran: Städerna som minns Joe Hill -en svensk-amerikansk historia. Albert Bonniers Forlag, 2015.

Guthrie, Woody: Bound for Glory. E.P. Dutton & Co., 1943/1976.

Joan Baez modtog i 2018 den svenske Joe Hill-Memorial Music Award.
https://www.lira.se/joan-baez-fick-sitt-joe-hill-pris/

Söderström, Ingvar: Joe Hill. Muncks Forlag, 1971.